Endnu en ubrugelig personlighedstest

Jeg har taget mange og mange forskellige personlighedstests i jobsituationer gennem de seneste år. Resultaterne er naturligvis altid ‘vejledende og kan ikke stå alene’, men alligevel mener disse tests at kunne sige noget om mig som person. De fleste viser dog også en tendens, jeg kan tilslutte mig, men nu har jeg to gange taget den såkaldte Master Person Analyse (MPA), og udover en gennemgående irritation over de ulidelige – og til tider uforståelige  – spørgsmål, er resultatet både upræcist og ubrugeligt.

Det ene øjeblik står der om min selvhævdelse, at jeg “ofte giver udtryk for egne meinger og holdninger, men accepterer i højere grad at tilpasse sig gruppens. Vil hovedsageligt være lyttende og vil oftest overlade styringen til andre. Opfattes primært som lidt tilbageholdende uden at søge den store indflydelse. Trives bedst med at søge indflydelse, når det sker inden for gruppen”, mens jeg det næste øjeblik slår stærkt ud på tro/tillid: “[møder] typisk andre med en forbeholden og skeptisk forvetning. Er direkte og uforbeholdne i deres udmeldinger til andre. Er typisk gode til at sige fra og tager oftest konflikter. En person med denne præference kan opleves som afmålt og kritisk og nogle gange hård og kontant i sine udmeldinger over for andre. Trives derfor bedst med, at tingene kan siges direkte og uden omsvøb.”

Tilbageholdende _og_ konfliktsøgende? Tilpasser sig andre _og_ er god til at sige fra? Samtidig formår analysen at putte mig i en overordnet kasse, som ligger pænt langt fra den måde jeg både selv opfatter mig og andre opfatter mig. How come?

Hvad går galt i disse analyser? Hvordan kan virksomheder score kassen på unøjagtige måleresultater, der i bedste fald er ubrugelige, i værste fald giver virksomheden et forvrænget billede af de individer, de får testet og/eller giver et forkert grundlag for videre (sam)arbejde?

Denne seneste gennemførelse af testen skete som forbedrelse til en afdelingsdag, hvor vi skal snakke styrker og svagheder i samarbejdet på tværs. Personanalyserne skulle så være med til at sætte fokus på vores forskelligheder med henblik på at forbedre/optimere samabejdet. Men hvis alles analyser er fejlagtige og skæve, hvad opnår vi så?

Jeg er rystet over kvaliteten af isære denne Master Person Analyse. Jeg har taget flere tests, jeg har fundet mere nøjagtige og relevante – og som i hvert fald ikke var direkte modstridende i tilbagemeldingen. Shape up, Master Management!

Virkelighedens verden overgår som altid fantasien. Mens Forbrydelsen II lader spændingen vente på sig, er “Forsvarets bizarre håndtering af den tidligere jægersoldat Thomas Rathsacks bog” spændende på en fantastisk måde – eller rettere fantasisk måde. Med øjne så store som tekopper og ører i størrelse basset-hound følger jeg med i denne sære forestilling, hvor toppen af forsvaret, der skulle være så saglig, opfører sig som 8. klasses elever, der forsøger at snyde med dansk stil. Og Søren Gade har sin helt egen plads i den nyligt døbte Jægergate, hvor han – indtil videre – står som enten uvidende eller urimeligt dum. Måske begge dele.

Man kan kun gisne om Gades rolle, men personligt tror jeg ikke, han har noget med den arabiske oversættelse at gøre. Skulle det vise sig ikke at holde stik, er vi ude i dumhed af, ikke ukendte men næsten utænkelige dimensioner.

Jeg følger spændt med, mens jeg så kan forsøge ikke at falde i søvn til den yderst kedsommelige Forbrydelsen. Måske skulle DR overveje live-transmission fra Forsvarsministeriet søndag aften kl. 20 i stedet for at lade os trækkes med endnu en omgang Sarah Lund.

Spiseligt

Høje Taastrup station, mandag kl. 1632

a-m: Et 5 zoners klippekort, tak

DSB-dame: Med eller uden dressing?

Priceless…

Når begrænsninger ikke er spændende udfordringer men bare begrænsninger

Begrænsninger er udfordringer, der giver plads til kreativiteten. Bare ikke lige, når vi snakker fysisk udfoldelse. Her er begrænsninger faktisk bare begrænsninger.

Jeg har nu løbet fast hver 2.-3. dag i ca. 2 år, og efter jeg kom over noget bøvl med knæene, har jeg kunnet holde knæproblemerne på afstand og træne fornuftigt. Men nu er det gået helt tilbage igen, efter min nye cykel blev indstillet forkert og gav mig ondt i knæene, som jeg siden ikke har kunnet slippe rigtig af med.

Jeg kan løbe småture af ca 6 km. hver 3. dag eller så, men jeg har svært ved at kvalitetstræne. Hver gang jeg sætter antallet af ture op, øger længden på turene eller begynder på noget fartleg (eller bare generelt prøver at løbe hurtigere) eller hvis jeg løber for meget i for kuperet terræn, får jeg ondt i knæne. I dag har jeg så måtte droppe det ellers tilmeldte Griseløb i erkendelsen af, at 10 km på asfalt ikke ville gøre noget godt for mine knæ netop nu. I stedet forsøgte jeg mig så med en lille, flad tur rundt om Bagsværd sø, som jeg nu med nød og næppe kunne overtale knæene til. Det er så surt!

Og formen er elendig. Jeg pruster og stønner næsten, bare jeg skal holde en fart, der minder om 5 min. pr. kilometer og er nået til det tidspunkt i enhver løbers liv, hvor jeg må erkende, at min røv er blevet for fed til at opretholde noget, der minder om anstændig fart.

Nogle gange er knæproblemerne min egen fejl. Nogle gange træner jeg for meget uden at trappe langsomt nok op, og så bliver jeg straffet øjeblikkeligt. Jeg ser misundeligt på de kollegaer, der formår at opretholde deres træning, tilyneladende skadesfri, mens jeg selv døjer med dit og dat. Er det ikke knæene, er det noget andet.

I foråret havde jeg perioder uden løb, efter hesten havde kylet mig så ganske eftertragteligt af, og jeg havde ondt i skulderne og bare generelt over det hele. Sidste vinter var der noget influenza og sygdom, der ødelagde kontinuiteten, og sådan bliver det ved. Jeg kommer aldrig i ordentlig form igen, og min røv forbliver for stor.

Vil prøve med specieltlavede indlægssåler for i hvert fald at vide, at jeg har gjort, hvad jeg kunne for at mindske belastningen. Og så ellers bare prøve igen. Og igen. Vi ses om Bagsværd sø eller i Geels skov. Det er mig den lille, prustende løber med den fede røv.

Solgt!

Min andelslejlighed er endelig, efter 2 år, så godt som solgt. Jeg har accepteret et bud på 625.000, og køber har skrevet under. Mangler bare, at pengene faktisk materialiserer sig og ender på min konto.

Det har været 2 års trækken-i-langdrag, hvor priserne er raslet ned, og salget af andele næsten stagneret. Heldigvis har de månedlige udgifter været til at overse, da det kun har beløbet sig til ca. 2.200, men gør man regnestykket op er 24 x 2.200 også en del, og dertil skal lægges 50.000 kr. til mægleren, jeg endte med at få på.

I de to år har jeg boet hos min kæreste, der har lade de 2.200 gå ind i det fælles boligregnskab som en del af min andel. Det er dermed ham, der er gået glip af 2.200 x 24 kr., og ham der nu endelig får et større tilskud til den månedlige betaling. Min økonomi ændrer sig ikke, men det gør hans, og det er kun fair.

Tilbage sidder jeg så med 625.000 minus 50.000 (til mægleren) ialt 575.000, der kan bruges som tilskud til køb af ny og større bolig end den lille 3V’er vi bor i – os 2  voksne, et barn og en kat. En epoke er afsluttet, og en ny har mulighed for at begynde. En møllesten er fjernet og har forvandlet sig til klingende mønt. Ikke så meget som håbet/forventet, men nok. Min sjælefred er også 575.000 kr. værd.

Nytteløs forskning – oder was?

Som nyudklækket Master i Cross-Media Communication kan jeg glæde mig over, at jeg med mit speciale fik bekræftelse på, at jeg har styr på min akademiske metode og kan lave et anstændigt stykke akademisk arbejde – omend operationaliseringen af mine findings var mindre brugbare.

Med specialet “Svaret på “Hvorfor?” Om argumentation som middel til at fremme udbredelsen af nye teknologiprodukter” kombinerede jeg Everett M. Rogers teorier i “Diffusion of Innovation” med retorikkens argumentanalyse og -teori. Jeg undersøgte, om de barrierer, der kan være for udbredelsen af en innovation, kan addresseres retorisk – specifikt ved hjælp af argumenter. Som case havde jeg set på mobilt bredbånd, og som analyseobjekter havde jeg brugt Telmores bannerreklamer for mobilt bredbånd.

Og svaret er ja. Det kan man godt. Man kan godt adressere disse barrierer retorisk ved hjælp argumenter. Der er en meget fin sammenhæng mellem Rogers diffusionsteori og argumentationens muligheder for at påvirke en modtager. I hvert fald i teorien. I praksis stødt jeg på problemer med at få omdannet mine resultater til konkrete anbefalinger til virksomheden, og måtte konkludere, at det nok ville være mere brugbart ud fra en operationel vinkel at gå i dybden med et emne som “Retorik og diffusion via nye medier” i stedet for. Det bliver så mit næste projekt, hvis jeg en dag fx får sponsoreret en Erhvervs-ph.d.

Men med andre ord er jeg professor Laust fra WMs stribe fra i fredags: Jeg har undersøgt og lavet en reel forbindelse mellem to forskningsfelter, hvor resultaterne i sig selv er valide, men hvor den praktiske anvendelighed er diskutabel. Og hvad kan vi så bruge det til?

For det første kan det bruges til at konkludere, at jeg har fat i noget af det rigtige, og at jeg via mine egne mindre anvendelige resultater kan foreslå relaterede forskningsområder, der kunne være interessante – og mere anvendelige – at kaste sig over. Jeg har lavet noget forarbejde, der kan bruges til at bygge videre på.

Måske opdager Professor Laust snart, at hvis han sender 230 volt gennem frontallapperne på en geds hjerne, så udvikler den et stof, der kan bruges i kampen mod kræft.

Deutschland Deutschland

Netop hjemvendt fra Harzen, Tyskland, kan jeg konstatere, at:

• tyskerne er et venligt folkefærd, der smilende prøver at forstå selv de mest elendige forsøg på at tale tysk.
• man flere steder kan købe en halv meter wurst. No kidding.
• det tyske øl er godt.
• den tyskbryggede kaffe er bitter og ikke særlig god.
• der er mange gamle turister i Wernigerode, Harzen. Nogle også med blåt hår.
• vandrefolkene bor i Braunlage, der er den egentlige “action-by” i Harzen.
• Quedlinburg ligner en kulisse, men er en rigtig by. Og der er ikke kun gamle mennesker.
• det egentlig er vældig sjovt at køre nedad et bjerg på en Monsterroller
• bjerget Brocken er Bloksbjerg – og der er heksetema overalt i Harzen. Keine Hexerei? Nej, egentlig ikke.
• der er meget rigtig god mad at få i Tyskland
• man vil kunne kåre Tyskland som landet med Verdens Langsommeste Betjening. Omend venlig, har jeg aldrig, aldrig oplevet noget, der gik så langsomt!

4 uger efter

Jeg har holdt fire ugers pause fra mit arbejde. Ikke for at holde ferie, men for at få skrevet det her masterprojekt, der gerne skulle afslutte min Master i Cross-Media Communication.

Nu er jeg så tilbage på arbejde. Og helt, helt smadret. Jeg er så træt. Det kan simplethen ikke være meningen, man skal blive så træt. Måske er det bare de første uge, der kan klares med gigantiske mængder kaffe, cola og slik. Og forsøg på mere søvn.

When there’s nothing left to burn, you have to set yourself on fire

…or simply go to bed

Hvad er det værste, der kan ske?

Måske menneskeracens udslettelse fra denne planet. Men alvorlig talt: Sandsynligheden for at det sker lige med det samme som konsekvens af drivhuseffekten er ikke særlig stor. Men hvad hvis vi sætter os ud over sandsynlighedsberegningerne?

Tjek fyren her ud

Det værste, der kan ske



Måske handler det ikke om, om det sker eller ej, men om hvilket scenarie vi med sikkerhed ønsker at undgå – den totale katastrofe. Og dét uagtet, at vi kan forsøge at sandsynlighedsberegne os frem til, at der ikke er nogen global opvarmning eller katastrofe om hjørnet.

Nuvel. Vi kan ikke lade alle vores handlinger og beslutninger udspringe fra et worst-case-scenario. Men så har Mr. Greg Craven har et svar på det også: Risk management. Se det her:

How it all ends

Se det – om ikke andet for at starte en debat om, hvorfor det er rigtigt/forkert.

Replik fra manden i 30′erne – så ruller vi

Som replik til Anne Sophia Hermansens essay om manden i 30′erne, har Morten Straberg (der åbenbart er læge – vigtig pointe?) nu skrevet sit eget essay: Hvad vil kvinden i 30′erne egentlig?

Og så kører vi ellers derudaf, hvor kvinderne får igen af samme skuffe, som A.S. Hermansen åbnede. Eller æske, måske. Pandoras?

Tilbage sidder jeg igen lidt mystificeret og overvejer, hvor alle de her problematiske mænd og kvinder i 30′erne er. Hvor kommer de fra? Hvor holder de til, og hvor skal de hen? Er der en slags bitter-Nangiala for bitre single i 30′erne, hvor de kan udleve deres bitterhed til evighed sammen med de andre problemfyldte personager i 30′erne uden kontakt til alle de almindelige? For det virker som en selvopfyldende profeti, når mænd og kvinder brokker sig over deres aldersmæssige ligemænd og synes at leve i en verden, hvor de netop bliver konfronteret med pudler, bavianer og glitterfisser igen og igen. Måske har de faktisk formået at levendegøre deres hade-idealer gennem al den snak, så der nu går personificerede fordomme rundt i gaderne alene for at genere dem, der har skabt dem?

Jeg lever til syneladende i det parallelunivers, hvor det ikke er slemt at være kvinde i 30′erne, og ikke synes, at mænd i 30′erne er specielt problematiske, puddel- eller bavianagtige. Selv føler jeg heller ikke, at jeg bliver opfattet som en uafhængig (på den ufede måde), usexet bitch, der bare aldrig bliver tilfreds. Måske er det fordi, jeg faktisk er pænt tilfreds og ikke har behov for at mane skyggebilleder frem af ulidelige mænd/kvinder, som ingen kan holde ud.

Men spændende er det at følge med i dette drama, der udspiller sig mellem fantasifostre. Det er det rene Platon med skyggebilleder på en væg, der er forvrængede billeder af virkeligheden. Måske skulle de der essay-skribenter komme ud af hulen og se den virkelige verden.