Folk i toget

I dag har jeg set og hørt folk i toget. Med to timeres s-togspendlen hver dag er det faktisk sjældent, jeg lægger mærke til mine medrejsende, da jeg oftest befinder mig i min egen, lille osteklokke. Men i dag så jeg folk.

Der var damen i 40′erne ved siden af mig, der havde sin taske i skødet. Jeg kunne se hjørnet af en frysepose nede i tasken, fra hvilken damen hev den ene chips efter den anden op og spiste. Det var som om, hun troede, at hvis både hun og vi andre ikke kunne se chipsposen, så ville hun nok ikke tage på, eller noget. Det var ellers lækre chips – bølgede Kims med havsalt, tror jeg. Mums. Skal man spise chips, skal man gøre det for alvor. Ikke skjult ud af en frysepose.

Og så var der de to indvandreknægte på en 14 år, der stod af på Nørrebro. De sad og snakkede om deres seksuelle eskapader, deres første gang, og hvordan de skulle tackle, at “når de har slikket ens, forventer de også, at man slikker deres” (hvortil svaret var “bare gør det ude i badet”). De talte lavmælt, men jeg kunne alligevel følge med i samtalen. Selvfølgelig var der noget pral i det også, men i bund og grund virkede det som om, at der sker en del blandt 14-årige på Nørrebro.

Og så var der de fire unge mænd af forskellig nationalitet, der snakkede engelsk, og sad og studerede et stort kort. De stod af i Lyngby. Et lille kort burde vist have kunnet klare det.

På stationen sad et par i slutningen af 20′erne/starten af 30′erne. Hun havde en baby i en sele på maven. Han var flippet klædt på en hippie-agtig-måde, og de så vældig økologiske ud.

Selv stod jeg af på Virum sammen med manden, der havde siddet og stirret på mig læse min bog.

Misundelig på en manisk mandsling

Hvis jeg skulle være en anden, ville jeg gerne være Ole Henriksen. I hvert fald bare lidt. Den der lille mand er bare super glad og aktiv altid, hvis man skal tro, hvad man kan se i tv og læse i bladene. Jeg ser ganske lidt tv (og læser endnu sjældnere blade), men jeg indrømmer, at jeg har set nogle af programmerne med Ole Henriksen, og efter en indledende skepsis er jeg overbevist om, at han er helt “for real”. Så “for real” som man nu kan være, når man er en slags hybrid af “The mad Hatter”, Tigerdyret, og “Lystig” fra de 7 små dværge.

Og så er jeg sikker på, at han er bare en smule manisk. Man kan simpelthen ikke fare rundt og være kendt og lækker i det tempo, uden at køre i et højere gear end normalspændet tillader.

Hvis jeg ser på mit eget liv, er jeg nået dertil, hvor det er for sent at sætte en film på kl. 23 – jeg får den aldrig set færdig. Jeg kan gå i seng kl. 22 og sove med det samme uden problemer. Jeg er blevet sindssygt dårlig til at small-talke, og ville ikke klare mig 10 minutter i Hollywood. Ikke at jeg aspirerer, forstås.

Nu har jeg læst, at der er andre, der også gerne vil være Ole Henriksen, og at han derfor får sit eget tv-program, hvor han skal gøre folk Ole Henriksen-lykkelige. Det er måske en tand for meget til mig. Jeg tager bare en ud-af-kroppen-oplevelse en dag, hvor Ole H lige er uopmærksom.

For sjov eller bare for meget?

5 km. løb på 23 minutter og 22 sekunder. Det er jeg ok tilfreds med.

Jeg løber for sjov. Det er ellers ikke rigtig dét, der er “min ting” – det er hesten og ridning. Men jeg løber for at holde mig i form og for ikke at blive alt for fed og cellulitisbefængt. Og så løb jeg altså et motionsløb her i weekenden – mit første i 15 år – for at se, hvilken tid jeg ville få på en 5′er. Og jeg er positivt overrasket.

Men sandheden er, at det ikke var særlig sjove 23 minutter og 22 sekunder. Jeg havde forventet at blive optændt af en hellig konkurrenceild, da løbet blev skudt i gang, og jeg havde forventet, at jeg ville kæmpe for hele tiden at overhale dem, der var foran, og at det ville være sjovt, at det var hårdt. Men det var det ikke.

Det var bare hårdt. Ikke andet. Benene var gode, men kondien var ikke rigtig med mig, og jeg pustede og stønnede samtlige 5 km. rundt endda i tiltagende lyd og styrke. Jeg havde fornemmelsen af, at det bare var mig, der blev overhalet hele tiden, og at jeg måtte være i virekelig dårlig form, når det nu var så hårdt bare at følge med og for det meste blive hægtet af. Og faktisk var jeg ligeglad med at overhale de andre. Jeg havde bare lyst til at lade dem løbe til helvede og tilbage igen, mens jeg så kunne trisse afsted i et mere behageligt tempo. Og fristelsen ved at bare at stoppe efter 3,5 km. var også ganske stor. Jeg skal ikke bevise noget for nogen, og at spæne afsted alt hvad jeg kan og så alligevel gang på gang blive overhalet – det er ikke rigtig sjovt. Det er bare for meget.

I bagspejlet er jeg så alligevel ganske stolt. Jeg er glad for min tid og samtidig overbevist om, at jeg kan gøre det hurtigere på en dag, der ikke er så fugtigvarm og på en rute, der ikke har så skarpe sving og er kuperet. Faktisk kunne det være lidt sjovt at se, om jeg kunne gøre det hurtigere. Denne gang blev jeg nr. 6 blandt kvinderne. Havde jeg kunne skære lige godt et minut af tiden, ville jeg være blevet 3′er.

Man glemmer hurtigt. Det er for meget, men samtidig er det også sjovt. Bare lidt sjovt.