For sjov eller bare for meget?
18. august 2008
5 km. løb på 23 minutter og 22 sekunder. Det er jeg ok tilfreds med.
Jeg løber for sjov. Det er ellers ikke rigtig dét, der er “min ting” – det er hesten og ridning. Men jeg løber for at holde mig i form og for ikke at blive alt for fed og cellulitisbefængt. Og så løb jeg altså et motionsløb her i weekenden – mit første i 15 år – for at se, hvilken tid jeg ville få på en 5′er. Og jeg er positivt overrasket.
Men sandheden er, at det ikke var særlig sjove 23 minutter og 22 sekunder. Jeg havde forventet at blive optændt af en hellig konkurrenceild, da løbet blev skudt i gang, og jeg havde forventet, at jeg ville kæmpe for hele tiden at overhale dem, der var foran, og at det ville være sjovt, at det var hårdt. Men det var det ikke.
Det var bare hårdt. Ikke andet. Benene var gode, men kondien var ikke rigtig med mig, og jeg pustede og stønnede samtlige 5 km. rundt endda i tiltagende lyd og styrke. Jeg havde fornemmelsen af, at det bare var mig, der blev overhalet hele tiden, og at jeg måtte være i virekelig dårlig form, når det nu var så hårdt bare at følge med og for det meste blive hægtet af. Og faktisk var jeg ligeglad med at overhale de andre. Jeg havde bare lyst til at lade dem løbe til helvede og tilbage igen, mens jeg så kunne trisse afsted i et mere behageligt tempo. Og fristelsen ved at bare at stoppe efter 3,5 km. var også ganske stor. Jeg skal ikke bevise noget for nogen, og at spæne afsted alt hvad jeg kan og så alligevel gang på gang blive overhalet – det er ikke rigtig sjovt. Det er bare for meget.
I bagspejlet er jeg så alligevel ganske stolt. Jeg er glad for min tid og samtidig overbevist om, at jeg kan gøre det hurtigere på en dag, der ikke er så fugtigvarm og på en rute, der ikke har så skarpe sving og er kuperet. Faktisk kunne det være lidt sjovt at se, om jeg kunne gøre det hurtigere. Denne gang blev jeg nr. 6 blandt kvinderne. Havde jeg kunne skære lige godt et minut af tiden, ville jeg være blevet 3′er.
Man glemmer hurtigt. Det er for meget, men samtidig er det også sjovt. Bare lidt sjovt.