Savn

Jeg savner min mormor. Det er mange år siden, hun døde, og da det skete, var jeg ikke forfærdet eller nedbrudt eller noget andet i den dur. Hun var 85 år gammel, så det var forventeligt, et eller andet sted. Jeg så hende måske kun også en gang om måneden eller hver anden måned, selvom vi boede tæt på hinanden, så da hun forsvandt, ændrede min hverdag sig ikke synderligt.

Første ferie jeg var på, efter hun døde, skulle jeg til at skrive postkort, og pludselig gik det op for mig, at jeg ikke kunne sende til hende. Jeg kunne ikke dele mine oplevelser med netop min mormor, som jeg ellers altid skrev postkort til. Det var sært.

Og som tiden går, tænker jeg mere og mere på hende, og jeg savner hende. Til at starte på, troede jeg, at det var min dårlige samvittighed, der nagede. Dårlige samvittighed over, at jeg måske ikke satte nok pris på hende, da hun var i live, og dårlig samvittighed over, at jeg ikke besøgte hende oftere, når nu hun kun boede ca. 6 km. væk. Men i bund og grund savner jeg bare at dele mit liv med hende. Hun så mig ikke blive kandidat, købe min første hest, flytte ind til min kæreste, få mit første rigtige job osv. Det er som om, at ens bedsteforældre er nogle af de eneste med en helt oprigtig interesse i og glæde ved det, man foretager sig. Det har ens forældre selvfølgelig også, men det er alligevel noget andet, da de altid skal have en mening om det også. Bedsteforældre accepterer bare betingelsesløst de projekter, man kaster sig ud i.

Så jeg savner hende. Min mormor. Og jeg tænker meget på hende. Det ville være belejligt at tro på liv efter døden, så jeg kunne forsikre mig om, at hun vidste, jeg tænkte på hende. Men jeg tror ikke på efter-liv. Jeg er bare for sent ude.

Fiasko-chefers straf

I denne uge er DSBFirsts adm. direktør, Jarl Samuelsson, fratrådt sin stilling efter en katastrofal start for den ellers så håbefulde satsning DSBFirst. I følge Berlingske Tidene er han selv fratrådt pga. “personlige årsager”. Yearh right.

Det er kutyme at fiasko-chefer enten bliver fyret eller frivilligt fratræder, når fiaskoen er åbenbar for alle. Men hvad sker der så? Så kommer der en ny chef, der så skal rydde op i lortet og få alle huggene for den elendige drift, indtil bøtten – måske – vender. Men er det fair?

Skulle fiasko-cheferne ikke dømmes til en straf, hvor de pinedød forpligtes til at gøre det arbejde færdigt, de startede? Skal de ikke blive siddende på posten til spot og spe for alle? Er de ikke forpligtet til selv at rydde op i det kaos, de har skabt?

En sådan tilgang ville naturligvis medføre, at forbrugerne og andre interessenter blev tabere. De skulle så trækkes med Mr. Fiasko i endnu længere tid, og hans/hendes uduelighed rækker måske slet ikke til at fikse de problemer han/hun selv har skabt. Og det duer selvfølgelig ikke.

Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, at hvor kunne det være kønt, hvis alle disse hotshot-chefer faktisk skulle stå til ansvar – rent arbejdsmæssigt, for det, de har gjort. Også dig, Jarl Samulesson.

Lyden af Afrika

Natten falder på i Kenya

Jeg savner lyden af Afrika.

Jeg har siddet og set på annoncer for safari i Afrika og drømmer mig tilbage til foråret 2005, hvor jeg var på safari i Kenya. Det var fantastisk at se elefanter, løver, giraffer, bøfler og alle de andre savannedyr i deres rette element, og skønt at komme væk fra et koldt, dansk forår til et varmt, solfyldt land med en helt eventyrlig kaffe.

Når det så er sagt, har jeg alligevel ikke meget lyst til at tage tilbage. Det er underligt at være hvid i et sort land, selv når man bevæger sig i lodge-områderne, hvor der udelukkende er safariturister. Man føler sig rig og turistet og meget hvid. Hvilket man jo også er. Men det er en svær rolle at agere, synes jeg, og jeg følte mig ikke helt tilpas i de ellers eventyrlige og luksuriøse omgivelser. Men at opleve dyrene tæt på, var det hele værd. Og så lydene.

Afrika har et væld af eksotiske, mytiske lyde, der gennemtrænger dag såvel som nat. Men især om natten. Mens jeg lå under mit myggenet kunne jeg høre et væld af fuglestemmer, der er så anderledes end dem fra de næb, der synges med her i norden. En kakofoni af fugle og cikader. Et løvebrøl i det fjerne. En elefants trutten. Man fornemmer et liv og et mylder, der kommer frem med skumringen og holder ved til daggry.

Det er en verden for sig, den afrikanske nat, og lydtæppet er så intenst, at man skulle tro, at det ikke bare er en verden for sig, men et helt andet univers, der ruller sig ud, når solen går ned.

Jeg savner lydene, og jeg drømmer mig væk.

De ikke egnede

At være Master-studerende ved Københavns Universitet er en tur ned af Memory Lane. Fra min tid som “rigtig” studerende (fuldtidsdagstuderende) huskede jeg universitets administration som bureaukratisk og besværligt med alle deres påkrævede forsider til både litteraturlister og opgaver. Men efter flere år i den virkelige verden tænkte jeg også, at det måske bare var mig, der i min hukommelse overdrev lidt.

Nu er jeg så tilbage i folden og har været det halvandet år, mens jeg har kæmpet mig gennem Masterstudiets første tre moduler, og igen og igen bliver jeg slået af universitets totale mangel på administrative evner. Man skal stadig huske at tilmelde sig fag, man skal stadig selv tilmelde sig eksamen (sandsynligheden for, at man gør det rigtigt er måske fifty-fifty), man skal stadig overholde formkravene hvad angår forsider: ingen forsider, ingen eksamen. Eksamensbeviser, der først dukker op halve år efter sidste bestået eksamen osv.

Er det er meningen, at universitetet skal uddanne os til at være kvalificerede til at indgå i livet på en almindelig arbejdsplads? Hvordan kan en instutution, der er så ringe til administrativt arbejde, stå inde for uddannelsen af “blomsten af danmarks ungdom?”. Det er jo ikke forskerne selv, der sidder med al administrationen – der er jo administrativt personale, der netop skal sørge for alt det praktiske omkring de studerende. Det er bare som om, det ikke rigtig virker.

Man har lades sig stille tilfreds med niveauet: Der spyttes jo studerende ud hvert år, og universitetet gør sin pligt. Men den administrative barre er sat lavt, og det er som om, der intet ønske eller vilje er for at hæve den. Det fungerer jo (ja, so-so), so why bother??

Giv os noget professionalisme i de adminstrative processer; det vil hæve niveauet for universitetet som sådan og forhindre de studerende i at komme derfra med en oplevelse af, at universitetet er bunden af administrativ elendighed.

Ting, jeg ville gøre med en isbjørn, hvis jeg havde en

Indrømmet: Jeg ser for meget bjørnecam fra Aalborg Zoo. Den lille isbjørneunge har simpelthen en nuttehedsfaktor, der sprænger rammer tidligere set. Og Store Bjørn er også ganske sød. Jeg har to computerskærme på min arbejdsplads, så jeg kan altid have live-cam’et kørende på den ene, så jeg kan følge med, mens jeg arbejder på den anden. Atallet af “Nååårh!” og “Ååååh. Se!”-udbrud er ikke ubetydelige i løbet af en dag.

Ting, jeg ville gøre med en isbjørn, hvis jeg havde en:

1. Ruske den kærligt i øret, lidt ligesom irriterende tanter kan finde på at ruske en barnekind, og sige “nååårh, hvor er du sød! Du er en god bjørn!”
2. Trykke den under trædepuderne og sige “nåååårh, de søde pote-loter”.
3. Ae den på maven.
4. Ligge i arm.
5. Lave cykeløvelser på gulv (som jeg har set, at Lille Bjørn er vældig glad for).