Mig, Cameron Diaz, Polly Vernon og alle homo-dyrene

Jeg hedder Anne-Mette, jeg er 32 år og vil ikke have børn. Det er ikke en sygdom eller noget, der skal behandles. Det er bare sådan, det er. Og det er helt ok.  Cameron Diaz vil i i øvrigt heller ikke have børn. Det skriver Polly Vernon i “It takes guts to say ‘I don’t want children’”.

Vernon citerer også Cameron Diaz: “I think women are afraid to say that they don’t want children because they’re going to get shunned”. Og Vernon svarer selv: “Yes, Cameron Diaz, I can tell you from experience that you are right. Admit that you don’t ache for children with every fibre of your being and you will be shunned. Shunning’s the tip of the iceberg. I wish I’d been shunned. Shunning would have been blissful, relatively.”

Now well. Jeg har befundet mig i mangen et online forum, hvor der er blevet battlet mellem dem, der ikke ville have børn, og dem, der bare ikke kunne forestille sig at leve uden børn. Begge hold er blevet kaldt egoistiske og det, der er værre. Men i bund og grund og ude i den virkelige verden møder jeg altså sjældent nogen, der reagerer særlig stærkt på dét, at jeg ikke vil have børn. Folk – og især dem, der faktisk har børn, har oftest fuld forståelse for det. Der er ikke nogen forældre, der ville være foruden deres børn, men det betyder ikke, at de ikke forstår rationalet ved ikke at vælge børn til.

Men nu er det jo ikke bare om et rationale. Det handler jo i bund og grund om, at jeg bare ikke har noget ur, der tikker, og at der ikke er noget, der rykker i mig for at få børn. Måske er det også nøglen til, at der er så mange “homo-dyr”. I denne uge var der igen en artikel i Metro Express, der gjorde rede for, at der var langt flere homo-forbindelser i dyreverdenen, end man før havde antaget. Homo-delfiner, homo-hunde, homo-aber etc. Det giver ikke mening rent biologisk, at man ikke har en evig stræben efter at reproducere sig, men ikke desto mindre er det et helt normalt fænomen – ikke kun blandt homo-dyr og -mennesker, men også blandt heteroseksuelle som undertegnede, der bare ikke rigtig har en krop, der skriger på at få børn.

Men tilbage til Diaz og “baby-hating journalist Polly Vernon”. Om det drejer sig om kulturforskelle – altså at Diaz og Vernon befinder sig i lande med mindre tolerance overfor avigelser fra normen – eller om det bare er fordi, at jeg ikke er kendt og at folk så grundlæggende er ligeglade, ved jeg ikke. Men jeg oplever vitterligt ikke den store modstand mod mig og min person pga. fraværet af ønsker om børn. Og det er da egentlig ganske behageligt.