4 uger efter

Jeg har holdt fire ugers pause fra mit arbejde. Ikke for at holde ferie, men for at få skrevet det her masterprojekt, der gerne skulle afslutte min Master i Cross-Media Communication.

Nu er jeg så tilbage på arbejde. Og helt, helt smadret. Jeg er så træt. Det kan simplethen ikke være meningen, man skal blive så træt. Måske er det bare de første uge, der kan klares med gigantiske mængder kaffe, cola og slik. Og forsøg på mere søvn.

When there’s nothing left to burn, you have to set yourself on fire

…or simply go to bed

Hvad er det værste, der kan ske?

Måske menneskeracens udslettelse fra denne planet. Men alvorlig talt: Sandsynligheden for at det sker lige med det samme som konsekvens af drivhuseffekten er ikke særlig stor. Men hvad hvis vi sætter os ud over sandsynlighedsberegningerne?

Tjek fyren her ud

Det værste, der kan ske



Måske handler det ikke om, om det sker eller ej, men om hvilket scenarie vi med sikkerhed ønsker at undgå – den totale katastrofe. Og dét uagtet, at vi kan forsøge at sandsynlighedsberegne os frem til, at der ikke er nogen global opvarmning eller katastrofe om hjørnet.

Nuvel. Vi kan ikke lade alle vores handlinger og beslutninger udspringe fra et worst-case-scenario. Men så har Mr. Greg Craven har et svar på det også: Risk management. Se det her:

How it all ends

Se det – om ikke andet for at starte en debat om, hvorfor det er rigtigt/forkert.

Replik fra manden i 30′erne – så ruller vi

Som replik til Anne Sophia Hermansens essay om manden i 30′erne, har Morten Straberg (der åbenbart er læge – vigtig pointe?) nu skrevet sit eget essay: Hvad vil kvinden i 30′erne egentlig?

Og så kører vi ellers derudaf, hvor kvinderne får igen af samme skuffe, som A.S. Hermansen åbnede. Eller æske, måske. Pandoras?

Tilbage sidder jeg igen lidt mystificeret og overvejer, hvor alle de her problematiske mænd og kvinder i 30′erne er. Hvor kommer de fra? Hvor holder de til, og hvor skal de hen? Er der en slags bitter-Nangiala for bitre single i 30′erne, hvor de kan udleve deres bitterhed til evighed sammen med de andre problemfyldte personager i 30′erne uden kontakt til alle de almindelige? For det virker som en selvopfyldende profeti, når mænd og kvinder brokker sig over deres aldersmæssige ligemænd og synes at leve i en verden, hvor de netop bliver konfronteret med pudler, bavianer og glitterfisser igen og igen. Måske har de faktisk formået at levendegøre deres hade-idealer gennem al den snak, så der nu går personificerede fordomme rundt i gaderne alene for at genere dem, der har skabt dem?

Jeg lever til syneladende i det parallelunivers, hvor det ikke er slemt at være kvinde i 30′erne, og ikke synes, at mænd i 30′erne er specielt problematiske, puddel- eller bavianagtige. Selv føler jeg heller ikke, at jeg bliver opfattet som en uafhængig (på den ufede måde), usexet bitch, der bare aldrig bliver tilfreds. Måske er det fordi, jeg faktisk er pænt tilfreds og ikke har behov for at mane skyggebilleder frem af ulidelige mænd/kvinder, som ingen kan holde ud.

Men spændende er det at følge med i dette drama, der udspiller sig mellem fantasifostre. Det er det rene Platon med skyggebilleder på en væg, der er forvrængede billeder af virkeligheden. Måske skulle de der essay-skribenter komme ud af hulen og se den virkelige verden.

Metrobøsserne kommer

Interessant har det været at følge med i Metroens forklaringer om, hvorfor det nu var, de ikke ville vise Mette Carla T. Albrechtsens kortfilm, der ellers blev belønnet med publikumsprisen. Nu bøjer metroen sig så for bøssepresset, skriver Berlingske.

Og ærlig talt: Hvis man ikke i den Københavnske metro kan vise en meget kort kortfilm, der afsluttes med nogle sekunders kyssende bøsser, så ved jeg snart ikke. “Det kunne støde nogen”, har vist været metroens bedste bud på en forklaring; men det kunne kyssende heteroseksuelle også, og damen med lilla hår kunne støde nogen, og pigen med ring i næsen, ham rastafari-fyren, hende den unge i nedringet bluse eller damen i sælskindspelsen – de kunne alle sammen støde nogen. Vil metroen så heller ikke vise film med dem? Og hvad med dem, der bliver stødt over at se den pæne middelklasse portrætteret?

Når en så gængs og samfundsaccepteret parforholdskonstruktion som (kyssende) bøsser støder nogen, er det på tide at turde støde de få, hvis man vil flytte grænsen for alvor. I og med at nogle stadig kan blive stødt over kyssende bøsser, så må der være grænser, der skal flyttes. Så bare på med filmen.

Se filmen her: http://www.60sec.org/Publikumspris2009.php (scroll ned til filmen XY). Se den, også selvom du bliver stødt over kyssende bøsser.

Puddelmanden møder Powertool-kvinden

Emnet er evigt aktuelt: Kvinder vs. mænd i 30′erne, fordi det åbenbart er i det årti af ens liv, hvor man prøver at få det hele til at fungere sådan for alvor. Mænd har idenditetskriser og ved ikke, om skal være mega macho eller lidt-for-sød, hhv. Bavianmand og Puddelmand, jf. essayet i Berlingske i dag, mens det virker for mig som om, at kvinder i 30′erne skal finde den rette dosering af independent chick og sweet child producing machine.

Det, der slår mig, er, at Anne Sophia Hermansen slutter sin slags (ganske vittige og godt underholdene) latterliggørelse af mænd i 30′erne af med “Så vil vi singlekvinder i mellemtiden øve os på aldrig at blive så hermafroditiske, at vi er os selv nok”. Og her hopper kæden så af for mig. Skulle det være løsningen på identiteskrisen for mænd og kvinder i 30′erne?

Ikke skilte med uafhængigheden

Mine kvindelige forfædre har brugt evigheder på, at kvinder skulle blive frigjorte og ikke være afhængige af mænd, da det har været en spændetrøje af en koloenorm kaliber. Nu er de fleste kvinder så økonomisk uafhængige og kan klare sig selv i betydningen at leve et liv uden en mand. Men det er vel ikke det, Anne Sophia Hermansen mener, vi ikke skal kunne? Eller mener hun, at kvinder godt stadig må være uafhængige – vi skal bare ikke skilte for meget med det, så mændende begynder at føler sig kastrerede, og er det så ikke det ultimative hykleri?  Og når vi siger uafhængighed i dag, hvad er det så egentlig?

Jeg har boet umage mange flere år i en lejlighed alene end sammen med en mand. Det er – måske – definitionen på, at jeg kan klare mig selv. Men jeg har fx aldrig sat en lampe op, har ingen powertools, og interesserer mig ikke nok for min værktøjskasse (som jeg dog har) til rigtig at gide at gå i gang med DIY-projekter i lejligheden. Jeg har aldrig prøvet at skifte dæk på en bil, og jeg kan ikke altid åbne syltetøjsglassene og synes rent faktisk, at 10 liter kategrus er tungt at gå med, når jeg også slæber mælk, gulerødder og mel hjem fra supermarkedet. Betyder det, at jeg så alligevel ikke kan selv og ikke er en rigtig frigjort kvinde?

Lampeopsætning vs. kagebagning

Som jeg ser det, handler det ikke om alt eller intet. Man bliver ikke mere frigjort i mine øjne af at kunne hænge en lampe op, men det er ligesom kvindernes selvstændighedskriterie i dag. Betyder det så omvendt, at mænd ikke er rigtig frigjort, før de både kan bage en kage og desuden synes, det er fedt at gøre det? Hvis nej, hvad er forskellen?

Jeg bliver træt i hovedet af alle de her “regler” for, hvornår en mand er en rigtig mand (og ikke bare en latterliggjort bavian eller puddel) og hvornår en kvinde er rigtig frigjort. Jeg føler mig ikke mindre frigjort, fordi jeg beder om hjælp til at få sat en lampe op. Men jeg vil heller ikke begynde et spil, hvor jeg skal lade som om, at jeg ikke kan klare mig selv for at please svage mænd i identiteskrise. Man kan faktisk klare sig uden lamper i loftet – standerlampen er for længst opfundet. Men jeg er da taknemlig for den hjælp, jeg får, hvis nogen gider hænge min lampe op. Hvad gør det mig så til?

Måske var det Kings Of Leon

Koncerten i går i Forum var med Kings Of Leon. Berlingske var begejstret og giver 5 stjerner.

Tilbage sidder jeg så og har haft en af de mest skuffende koncertoplevelser, jeg kan huske, kun overgået af en event i Amager Bio, hvor Jørgen Leth læste sportsdigte op til noget semi-elektronisk musik, mens publikum (friends and family – og så os) prøvede at undertrykke de største gab. Ikke at det var kedeligt i Forum; der var tryk på, men mennesker under 1.60 skal ikke gå til store koncerter med mindre de virkelig er fans af det spillende band.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men når jeg er i Vega kan jeg faktisk altid se (stort set) – også selvom jeg kun har 1.58 m at byde ind med. Men jeg havde ikke en chance i Forum. Jeg så noget af opvarmningsbandet (White Lies), men så var det også slut. Selv de mindste kighuller blev lukket helt til, og jeg kunne ikke engang se toppen af scenen – blot lysene i loftet.

Og så er det, jeg må konstatere, at lyden ikke er nok. “Du går jo til koncert for at høre noget – du behøver vel ikke at se”, siger nogle. Men jo, det gør jeg faktisk for at få en god oplevelse. Jeg kan ikke se, når forsangeren rækker armene i vejret eller gør noget andet, der får resten af publikum til at reagere. Jeg kan, for ikke at virke som en komplet idiot, gøre som de andre, men i bund og grund aner jeg ikke, hvorfor folk pludselig klapper eller pifter ekstra meget eller gør noget andet synkront. For jeg får ikke  mine cues. Det er en lidt flad fornemmelse at pifte med uden at vide hvorfor eller hvad der sker.

Når man så samtidig ikke er kæmpe fan af bandet, men bare synes, at de da har lavet nogle fede numre, så er der lang vej hjem, når man står klemt inde mellem gigantiske, svedende kroppe, der læner sig ind over en og næsten lukker hullet for oven, ligsom når trækronerne danner et tæt tæppe ude i skoven. Bortset fra at trækronerne er flere meter oppe, mens det mennesketæppe, der er over mig, lukker lige over mit hoved.

Vi går, da de skal til at spille ekstranumre for at slippe ud af den ulideligt varme hal og menneskehav. På vej op ad trappen, der fører ud af Forum, ser jeg bandet for første gang.