Hænder på Vivaz
24. marts 2010
Jeg har fået fingrene i Sony Ericsson Vivaz. Ikke pro-udgaven, men standard. Ved første øjekast og håndtering konstaterer jeg:
- Den vejer næsten ingenting
- Den er mindre end jeg forventede (og sammenlignet med fx Sony Ericsson Xperia X10)
- Den sorte udgave, jeg har, har et meget tyndt, skinnende, plastic-bagcover.
Jeg er ikke vild med det sorte, skinnende bagcover. Det minder mig om Nokia. Og det er bare ret så plasticagtigt.
Men når det så er sagt, så er jeg faktisk positiv over for Vivaz. Godt nok er den lille (-ish), men det betyder også, at den er i lommeformat. Kvindelommer, vel at mærke. Og den er ret tynd også, så det er vitterlig en, der kan ligge i en jeanslomme i modsætning til den ellers så tilbedte iPhone.
Jeg har aldrig rigtig haft en touch-telefon (G900 touch-hybriden tæller ikke), men testet et par stykker kortvarigt, og det har ikke været en succes. Men jeg har fundet mig godt til rette med Vivaz. Berøringen fungerer ok, men jeg er ikke blæst væk af begejstring, når jeg er vant til knapper, der altid responderer.
Og så kommer den med Symbian. Da jeg fandt ud af det, lagde det sig godt nok som en mørk sky over mine forventninger, for min oplevelse med symbian indtil nu, har været dræbende ventetider i menuerne, og tasks der hænger uden at blive udført. Men det ser ud til at virke på Vivaz.
Vivaz vs. X10
Jeg har kun meget kort haft fingrene i X10, men den var jeg alligevel noget mere imponeret over. Den kører på Android-platformen, og virker også hurtigere i menuerne og lidt mere touch-følsom. Men den er så bare markant større. Og tungere. Med mindre man vil have X10 Mini, men så midster man meget af funktionaliteten, og kunne lige så godt få en Vivaz.
Kompromiser, kompromiser. Jeg har endnu ikke besluttet mig.
Bedste QWERTY?
13. november 2009

Nokia 6760 slide - revolutionerende QWERTY-tastatur
Jeg har haft fingrene i Nokia 6760, der er på trapperne på det danske marked. En lille slide-telefon med fuldt QWERTY. Og til mine små, fede fingres begejstring kunne jeg konstatere, at jeg nu har mødt det første QWERTY-tastatur, jeg kunne forestille mig at bruge. I modsætning til de minimalistiske taster, man finder på andre tastature, får man i 6760 store, brugervenlige taster – omend mobilen er ganske lille. Det er i sandhed et lille tastatur-mirakel.
Til gængæld undre man sig over andre ting ved Nokia 6760. Skærmen er en ting. Den er fin og meget klar, men hvorfor er den så lille? Der er masser af plads uden om den, som bliver brugt til hhv. ingenting og til en højtaler, man åbenbart ikke lige kunne finde på at placere andre steder? Meget sært.
Samtidig er den lidt ledeløs, og det føles ikke som om, man kan skubbe tastaturet ud og ind i en evighed, før man kommer til at skubbe det i stykker.
Til gengæld er interfacet lækkert, og der er nemme genveje til Facebook, chat osv. Jeg loggede mig på min MSN, og så til min overraskelse, at interface og funktionalitet var en tro kopi af det, jeg har, når jeg er logget på MSN fra min computer. Og jeg kunne sørme også være logget på begge steder samtidig. Nu er jeg ikke den store chatter, og ville nok ikke bruge MSN på mobilen, selvom jeg havde muligheden, men måske alligevel, når nu funktionalitet og interface så så fint ud.
Jeg tror, Nokia 6760 bliver et hit hos dem, der vil have sit sociale internet-liv med sig, når de forlader computeren og kun har mobilen ved hånden. Lever man på Facebook, Twitter, Myspace eller chat, kan man i Nokia 6760 have det hele ved hånden, og man kan let skrive e-mails med det fulde tastatur.
Kameraet virker dog skuffende. Det har 3 megapixel men ingen autofokus.
Og skønt der er en Turbo 3G-internetforbindelse, har man ikke givet mulighed for Wi-Fi. Rimelig sært, mobilens internetfokus taget i betragtning.
Til syneladende kan man sætte et memorykort i på op til 16 GB, så der er seriøst meget plads til musik mm., hvis man ønsker det. En skam kameraet ikke rigtig giver en lyst til at tage billeder, man så kunne gemme på al den plads, men man kan selvfølgelig blot lade være med at udvide hukommelsen og blot køre med det, der er. Det er jo ikke en egentlig musikmobil, selvom der er både mp3-afspiller og radio.
Nokia 6760 er helt klart en internetmobil til e-mails, surf og masser af sociale medier! Til trods for dens mangler, synes jeg designet er flot og stilfuldt, og jeg mener virkelig, at tastaturet vil revolutionere QWERTY-opfattelsen for de fleste brugere.
