Mig, Cameron Diaz, Polly Vernon og alle homo-dyrene

Jeg hedder Anne-Mette, jeg er 32 år og vil ikke have børn. Det er ikke en sygdom eller noget, der skal behandles. Det er bare sådan, det er. Og det er helt ok.  Cameron Diaz vil i i øvrigt heller ikke have børn. Det skriver Polly Vernon i “It takes guts to say ‘I don’t want children’”.

Vernon citerer også Cameron Diaz: “I think women are afraid to say that they don’t want children because they’re going to get shunned”. Og Vernon svarer selv: “Yes, Cameron Diaz, I can tell you from experience that you are right. Admit that you don’t ache for children with every fibre of your being and you will be shunned. Shunning’s the tip of the iceberg. I wish I’d been shunned. Shunning would have been blissful, relatively.”

Now well. Jeg har befundet mig i mangen et online forum, hvor der er blevet battlet mellem dem, der ikke ville have børn, og dem, der bare ikke kunne forestille sig at leve uden børn. Begge hold er blevet kaldt egoistiske og det, der er værre. Men i bund og grund og ude i den virkelige verden møder jeg altså sjældent nogen, der reagerer særlig stærkt på dét, at jeg ikke vil have børn. Folk – og især dem, der faktisk har børn, har oftest fuld forståelse for det. Der er ikke nogen forældre, der ville være foruden deres børn, men det betyder ikke, at de ikke forstår rationalet ved ikke at vælge børn til.

Men nu er det jo ikke bare om et rationale. Det handler jo i bund og grund om, at jeg bare ikke har noget ur, der tikker, og at der ikke er noget, der rykker i mig for at få børn. Måske er det også nøglen til, at der er så mange “homo-dyr”. I denne uge var der igen en artikel i Metro Express, der gjorde rede for, at der var langt flere homo-forbindelser i dyreverdenen, end man før havde antaget. Homo-delfiner, homo-hunde, homo-aber etc. Det giver ikke mening rent biologisk, at man ikke har en evig stræben efter at reproducere sig, men ikke desto mindre er det et helt normalt fænomen – ikke kun blandt homo-dyr og -mennesker, men også blandt heteroseksuelle som undertegnede, der bare ikke rigtig har en krop, der skriger på at få børn.

Men tilbage til Diaz og “baby-hating journalist Polly Vernon”. Om det drejer sig om kulturforskelle – altså at Diaz og Vernon befinder sig i lande med mindre tolerance overfor avigelser fra normen – eller om det bare er fordi, at jeg ikke er kendt og at folk så grundlæggende er ligeglade, ved jeg ikke. Men jeg oplever vitterligt ikke den store modstand mod mig og min person pga. fraværet af ønsker om børn. Og det er da egentlig ganske behageligt.

Hvis man er mest til dyr

Jeg har troet, at det var lidt en kliché, hvis man var mere “til dyr” end “til mennesker”. Altså rent socialt. Og det er vel også kun for de færreste, at det er en sort/hvid deling mellem at foretrække animalsk frem for menneskeligt selskab. For de fleste – mig selv inklusiv – er det jo sådan, at mennesker kan være behageligt selskab. Det er bare ikke altid, at det er sådan, det er.

Jeg er nok mere indadvendt end udadvendt, når det kommer til stykket. Jeg kan blive vældig træt af menneskeligt selskab. Træt i hovedet af al den snak og forholden sig til alle mulige sociale situationer og dilemmaer, der hele tiden opstår. Nuancer, der skal tolkes, og spil, der skal gennemskues, og hvad ved jeg. Og larmen. Og snakken. Nej, det er for besværligt og nogle gange bare for meget.

Dyr er til at gå til. De er ren instinkt. Man kan lære dyr noget, men i bund og grund er de instinktdrevne, og det gør dem til at have med at gøre. Man kan sige, at børn er det samme: ligetil og “rene” i deres handlinger, men den gigantiske forskel ligger i, at børn er mennesker, og mennesker skal nu engang optræde efter gældende normer – ellers er det ikke til at holde ud.

Mennesker i dag (i vores del af verden) udlever ikke deres instinkter. Hvis de gør, er de i hvert fald pakket så godt ind i sociale konventioner (fx utroskab), at deres praktiseren bliver godkendt af samfundet. Hvis ikke, kaldes de psykopater og kommer i fængsel for at slå deres koner eller venner ihjel.

Vi lever efter et socialt regelsæt, vi har lavet, fordi vi alle sammen skal kunne være her. Der er normer og regler og love; alt sammen for at undgå det totale anarki og et samfund, hvor det ikke bare er de stærkeste, der overlever – de vil også drive alle andre til vanvid med deres manglende hensyntagen.

Så. Mennesker følger normerne, så vi alle sammen kan være her. Men børn gør ikke. Alligevel er de vældig populære. Børn, altså. Måske kan nogen forklare mig, hvorfor højde og alder skal være afgørende for, hvornår man må bryde gældende kodeks for almindelig social omgang med andre mennesker? Og nej, jeg behøver ikke at blive belært om alt det, børn bidrager med. Jeg har førstehåndserfaringer med den slags, og jeg underkender ikke de ting, børn kan give. Jeg kan bare ikke bruge deres instinktdrevne natur til noget – modsat dyrenes – alene fordi de er mennesker, og derfor kan drive mig til vanvid.