Ulrik Wilbek går amok

Ulrik Wilbek - den pæne mand

Jeg går på en villavej i Brønshøj sammen med en veninde og hendes hund. Pludselig ser vi en bil tage et højresving på de små veje og i samme hug nedlægge et vejskilt, som billisten klodset nok får lagt ned i forsøget på at dreje.

- Flot!, siger jeg hånligt, mens bilen triller videre mod os, efter at være kommet fri af skiltet.

Bilen stopper brat, lige ud for hvor vi går. Døren bliver revet op, og en rasende Ulrik Wilbek, der er helt oppe at køre, stiger ud.

- Hvad sagde du?! Hvad sagde du?! råber han arrigt og hopper næsten rundt i vrede. Min veninde er pludselig pist væk.

Jeg overvejer mulighederne: 1) At løbe alt, hvad jeg kan. 2) At undskylde mange gange for den fornærmende udtalelse. 3) At spille cool og tale med manden stille og roligt. Jeg vælger mulighed 3, og Wilbek falder da også ned på jorden og bliver til at tale med. Jeg invilliger så i at gå på indkøb sammen med ham, og vi kører hen til en anden soveby, hvor vi ikke finder, hvad vi søger, på tankstationen, som er den eneste indkøbsmulighed.

Jeg bliver nu inviteret til fest hos Ulrik Wilbek, der måske nok er faldet ned på jorden men som stadig er bitter over situationen og har en trang til at retfærdiggøre sin egen adfærd.

- Det er da klart, at man reagerer sådan i sådan en situation!, hører jeg ham sige til nogle gæster og også til sin kone, der viser sig at være en af de undervisere, jeg har haft på universitetet.

…og så vågner jeg.

Jeg ser ikke håndbold (eller ret meget sport i det hele taget), og Ulrik Wilbek har aldrig fyldt særlig meget i mit liv. Pludselig går han så amok i en drøm. Bizart.