En mand og en kvinde

En mand sidder alene i en togkupé en sen aften. En anden mand kommer ind og sætter sig. 2 mænd sidder nu i kupéen.

En kvinde sidder alene i en togkupé en sen aften. En mand kommer ind og sætter sig. Et potientielt offer og en potentiel voldsmand sidder nu i kupéen. Go figure.

Jeg fik henledt min opmærksomhed på dette blogindlæg, der i det store hele fokuserer på det faktum, at en kvinde i selskab med en mand altid vil være et potentiel offer. Nu skal der ikke gå offer-retorik i den, men sagen er, at det ikke bare handler om offerretotrik. Det handler om, at man som kvinde altid vil være på vagt, når man færdes alene og en fremmed mand henvender sig. Man vil altid i lukkede rum som fx togkupéer og elevatorer tænke over alternativerne til de ikke eksisterende flugtveje, hvis man befinder sig alene, og en eller flere mænd træder ind en sen aften eller på et øde område. Man vil altid lave research på mænd, man har mødt på nettet, man kunne finde på at date, for at sikre sig, at hans egne oplysninger stemmer overens med de oplysninger, man kan grave frem på nettet.

Jeg er ikke mere paranoid end gennemsnittet, men jeg ville være en idiot, hvis jeg ikke tog mine forholdsregler og ikke var opmærksom på den mand, der vælger at sætter sig netop i min kupé, når jeg nu sidder alene i togvognen.

Forskellen på kønnene ligger også i den oftest forekomne fordeling af rollerne ‘offer’ og ‘voldsmand’.

Fuck forskellen – giv os neutrum!

Kønsdebatten ligger forholdsvis lavt i Danmark i forhold til vores naboland Sverige, men af og til kommer der et pip. Som fx i dagens Weekendavisen, hvor artiklen Er der en doctrix til stede beretter om Europarlaments brochure med retningslinjer for sprogbrugen i parlamentets officielle skrivelser. I brochuren står der, at man skal tilstræbe brugen af kønsneutrale ord, og dermed prøve at vige uden om “formand”, “kassedame”, og “sportsmand” og desuden undgå at bruge “han” som relativt pronomen for udefinerede borgere.

Vanddyr?

Kritikerne kalder det idiotisk (skal vi så også lade være med at kalde det en vandmand?) og for tankepoliti (fordi officielle myndigheder nu skal til at bestemme, hvordan vi bruger sproget). Samtidig kan man diskutere, om det er overhovedet er relevant at tilstræbe kønsneutralt sprog – når vi snakker om “borgeren….han”, så ved vi jo godt, at det både kan være mænd og kvinder – det er bare meget nemmere, kun at skrive han.

Jeg melder mig under fanerne som fortaler for det kønsneutrale sprog ud fra betragtningen om, at vi skaber vores verden ud fra den måde, vi taler om den på. At konstant forbinde borgere/personer generelt med “han” er med til at undergrave den grundlæggende og indlysende sandhed, at personer både kan være han og hun. Og at betegnelserne “formand”, “tillidsmand” og “landmand” af historiske grunde ender på “mand”, ændrer ikke ved, at de i dag dækker over begge køn og bør afspejle det faktum.

Jammen, vi ved det jo godt

Ja, vi ved godt, at vi mener begge køn, når vi siger “formand”. Alligevel sidder holdningen til køn dybt i os. WA trækker denne lille gåde frem, som de fleste dog har hørt så mange gange før:
En far og hans søn er ude at køre bil. De kommer ud for et trafikuheld, og faderen dør øjeblikkeligt. Sønnen overlever, men bliver kørt på hospitalet med alvorlige indre kvæstelser. Der bliver han lagt på operationsbordet, hvorefter en kirurg kommer ind, kigger på ham og konstaterer: »Jeg kan ikke operere, det er min søn.

Og hvordan hænger det så sammen? For den opvakte læser er det måske temmelig indlysende, at kirurgen er drengens mor, men for mange er det, ifølge Karin Milles, svært at gennemskue. Det sidder ganske enkelt i baghovedet på folk, at de fleste kirurger (i Sverige 85 procent) immervæk er mænd, skriver Weekendavisen.

Umuligt neutrum

Der kan komme et utal af helt bizarre eksempler på bordet, hvis vi for alvor skal til at tale konkrete løsninger til at få et mere kønsneutralt sprog – skal vi fx indføre “høn” som relativt pronomen for mennesker af begge/ubestemt køn, og hedder det så “høns” i genetiv? – men det skal ikke forhindre os i at prøve, og det skal ikke få os til at forkaste idéen med det samme. Vi er, hvad vi siger, og vi siger, hvad vi tænker. Vi må sige noget andet for at komme til at tænke anderledes. Og det er tiltrængt.

En kamp mod idiotien

I dag er det kvindernes internationale kampdag. En dag der, ligesom så mange andre mærkedage, ikke har så stor funktion, ud over at få os til at stoppe op og tænke – bare et øjeblik. I dag tænker jeg på, at der var tider, hvor kvinder ikke havde stemmeret, hvor de blev betragtet som andenrangsborgere, som uegnede til andet end at lave mad og føde børn, mindre intelligente, og hvor “hysteri” blev det lægelige stempel, som kvinder med følelserne i behold fik smidt i hovedet.

Jeg tænker også på, at vi i dag stadig ikke har ligeløn, at kvinder stadig overfaldes og voldtages alene fordi de er fysisk underlegne, at vi har debatter om, hvad tørklæder/udfordrende tøj betyder for undertrykkelse/frigørelse/fristelse/’selvforskyldthed’ i stedet for at diskutere, hvad der sker i hovedet på dem, der betragter. Jeg tænker også på, at jeg vil blive valgt fra på arbejdsmarkedet, fordi jeg er en kvinde i den bedste, fødedygtige alder – uden børn. Og jeg tænker på, at kvinder stadig ligger under for den kollektive – uudtalte – følelse af ikke rigtig at være på niveau, fordi det bare ikke rigtig giver point at passe børn, bage boller, være flink og omsorgsfuld.

Og så hører jeg i morges Huxi Bach på P3: “Det er kvindernes kampdag. Så er du kvinde, er det helt i orden at vække din mand med en lussing”.

Kvindernes kampdag er en kamp mod idiotien. Mod dem, der slet ingenting har forstået. Der er lang vej. Kæmp videre.