Hold kæft, kælling

Overhørt i s-togets stillezone:

Dame 1: [snak snak snak i mobil]

Dame 2 (råber pludselig. Meget højt. Meget, meget vredt): “Du er i den HELT forkerte kupé! Vil du GODT gå ud LIGE NU!”

Dame 1: [snakke snakke snakke]

Dame 2 (hysterisk vred): “Kan du SÅ GÅ UD! Du skal ikke være her”

Mand 1: “Så hold dog kæft, kælling”

Dame 1: [snakke snakke]

Dame 2: “GÅ UD herfra. Du skal ikke være her. Det er en stillezone. Du må ikke sidde og snakke her!”

Mand 1: “Hold nu bare din kæft. Kælling! Du kan selv gå ud! Du kan vel sige det til hende, når hun er færdig med at snakke”

Dame 1: [snakke snakke snakke]

Dame 2: “Du skal GÅ UD HERFRA NU. Lige nu. Gå ud herfra. Du skal ikke sidde her og snakke”

Mand 1: “Hold kæft. Du sidder selv og snakker. Så gå dog ud, kælling. Hold din kæft”

Dame 2: “NEJ, jeg skal ikke gå. HUN skal gå. LIGE NU!”

Mand 1: “Skrid nu bare selv. Vi gider ikke høre på dig. SKRID, kælling”

Dame 1 snakker færdig og hende og manden går ud af kupéen.

Hvorfor jeg ikke sagde noget? Ærlig talt havde jeg bare slet, slet ikke lyst. Jeg er ikke vild med at træde ind i andres konflikter, og ingen var i direkte livsfare her, og det førte ikke til håndgemæng.

Selv har jeg opgivet stillezonerne som steder, hvor der er stille. Jeg bruger dem, fordi der er større chance end i resten af toget for at jeg får forholdsvis længere tid i nogenlunde stilhed. Hvis jeg selv skulle bede folk om at tie stille i stillekupéen, hver gang nogen sagde noget, så kunne jeg ikke lave andet fra Høje Taastrup til Virum. Så det har jeg for længst opgivet.

Måske den meget, meget vrede dame skulle gøre det samme.

Dansk politik og Bambis mor

Hvad har dansk politik og Bambis mor til fælles?

Tilsyneladende styres de af samme filosofi: Hvis du ikke har noget pænt at sige, skal du slet ikke sige noget.

Med al respekt for Bambis mor så er det en til tider pudsig taktik, der udelukkende beror på symptombehandling i stedet for at gribe ved nældens rod: Det grimme, Bambi – eller andre – havde lyst til at sige, men nu måske fortier.

Venstres Ditte Okman er et glimrende eksempel på den, der fik sagt det helt forkerte, der ikke var særlig pænt, og hun forlader nu partiet på grund af den såkaldte Facebookskandale.

Sagen kort: Venstres kommunikationskonsulent, Ditte Okman, skrev en række kontroversielle udsagn på Facebook om en bestemt ansat på Christiansborg, som spindoktoren beskrev som »en fucked up medicineret psykisk syg« person. Resultatet er nu, at Ditte Okman forlader Venstre, som, for at undgå fremtidige episoder som Ditte Okmans, nu vil indføre en Facebookpolitik.

Smil og hold kæft

Det er Bambis mor om igen: Vi er ligeglade med, hvad du tænker, men du skal for guds skyld ikke sige det højt! Eller er problemet, at Ditte Okman har en helt forkert indstilling til sit job og til sine medmennesker? Hvad opnår vi ved at smide Ditte Okman ud og få andre til at holde mund? Det bliver de ikke bedre politikere eller bedre mennesker af. De bliver ikke mere empatiske eller bedre kollegaer.

Men så igen. Ingen af os tænker udelukkende pænt om andre – det er næsten umenneskeligt at forlange, at vi skal være evigt gode, evigt tilgivende og evigt overbærende. Så er det ikke bare bedre at holde mund? Det har alle de andre gjort, der arbejder på Christiansborg og som måske deler Ditte Okmans synspunkt om den fucked up medicinerede psykisk syge person. De er alle børn af Bambis mor.

Tal ud og tal pænt

Men sagen er helt enkelt, at ingen får løst problemet med omtalte fucked up medicinerede psykisk syge kollega, hvis ingen siger noget. Og løsningen er ret enkel også, selvom det er her, at Bambis mor har tabt terræn. Hun skulle have lært Bambi at tale pænt med andre og dernæst at tale med de rette mennesker om de rette problemstillinger.

Skulle Ditte Okman have holdt kæft? Nej

Skulle Ditte Okamn have skrevet det, hun gjorde, på Facebook? Nej

Skulle Ditte Okman have talt med nogen på sin arbejdsplads, hvis hun havde et specifikt problem med en specifik medarbejder? Ja

Lad os da endelig få Facebookpolitikker, men måske skulle man gribe fat i personalepolitikken først og få etableret den form, man ønsker at omgå hinanden på på arbejdspladsen.