Når begrænsninger ikke er spændende udfordringer men bare begrænsninger

Begrænsninger er udfordringer, der giver plads til kreativiteten. Bare ikke lige, når vi snakker fysisk udfoldelse. Her er begrænsninger faktisk bare begrænsninger.

Jeg har nu løbet fast hver 2.-3. dag i ca. 2 år, og efter jeg kom over noget bøvl med knæene, har jeg kunnet holde knæproblemerne på afstand og træne fornuftigt. Men nu er det gået helt tilbage igen, efter min nye cykel blev indstillet forkert og gav mig ondt i knæene, som jeg siden ikke har kunnet slippe rigtig af med.

Jeg kan løbe småture af ca 6 km. hver 3. dag eller så, men jeg har svært ved at kvalitetstræne. Hver gang jeg sætter antallet af ture op, øger længden på turene eller begynder på noget fartleg (eller bare generelt prøver at løbe hurtigere) eller hvis jeg løber for meget i for kuperet terræn, får jeg ondt i knæne. I dag har jeg så måtte droppe det ellers tilmeldte Griseløb i erkendelsen af, at 10 km på asfalt ikke ville gøre noget godt for mine knæ netop nu. I stedet forsøgte jeg mig så med en lille, flad tur rundt om Bagsværd sø, som jeg nu med nød og næppe kunne overtale knæene til. Det er så surt!

Og formen er elendig. Jeg pruster og stønner næsten, bare jeg skal holde en fart, der minder om 5 min. pr. kilometer og er nået til det tidspunkt i enhver løbers liv, hvor jeg må erkende, at min røv er blevet for fed til at opretholde noget, der minder om anstændig fart.

Nogle gange er knæproblemerne min egen fejl. Nogle gange træner jeg for meget uden at trappe langsomt nok op, og så bliver jeg straffet øjeblikkeligt. Jeg ser misundeligt på de kollegaer, der formår at opretholde deres træning, tilyneladende skadesfri, mens jeg selv døjer med dit og dat. Er det ikke knæene, er det noget andet.

I foråret havde jeg perioder uden løb, efter hesten havde kylet mig så ganske eftertragteligt af, og jeg havde ondt i skulderne og bare generelt over det hele. Sidste vinter var der noget influenza og sygdom, der ødelagde kontinuiteten, og sådan bliver det ved. Jeg kommer aldrig i ordentlig form igen, og min røv forbliver for stor.

Vil prøve med specieltlavede indlægssåler for i hvert fald at vide, at jeg har gjort, hvad jeg kunne for at mindske belastningen. Og så ellers bare prøve igen. Og igen. Vi ses om Bagsværd sø eller i Geels skov. Det er mig den lille, prustende løber med den fede røv.

I dag har jeg nået at:

• motionere og græsse hesten + at lukke den ud og ind fra fold
• støvsuge
• afkalke brusehovedet
• løbe ca. 12 km.
• bage kanelsnegle
• læse noget af Martin Lindstrøms Buyology
• male og brygge god Kenya-kaffe
• spise nybagte kanelsnegle med nymalet, friskbrygget Kenya-kaffe
• læse noget af ugen WeekendAvis
• lave en hel, ovstegt kylling a la Jamie Oliver
• spise hel, ovnstegt kylling a la Jamie O fulgt ned af en urimelig god Rioja
• Spise netop hjembragt løsgodis i en 750 gram pose (dog ikke det hele…)

Jeg har til gengæld ikke nået at:

• skrive et Masterprojekt
• svare på mails
• deltage i “havedag”
• sove længe
• lade være med at stresse over det ikke fremskredne Masterprojekt

Overspring

I dag har jeg:

• Ryddet op
• Gjort rent
• Afleveret aviser, flasker og dåser
• Købt ind
• Skiftet Lexus’ bandage
• Løbet en tur.

I dag har jeg ikke:

• Lavet en SWOT-analyse
• Færdiggjort et spørgeskema
• Læst faglitteratur
• Bare forsøgt at gøre en af de tre ovenstående.

Amarone + løb = dårlig kombi

Jeg har løbet oven på en Amarone-middag (læs det ikke alt for bogstaveligt). Det er rigtig dumt. Just say no!

For sjov eller bare for meget?

5 km. løb på 23 minutter og 22 sekunder. Det er jeg ok tilfreds med.

Jeg løber for sjov. Det er ellers ikke rigtig dét, der er “min ting” – det er hesten og ridning. Men jeg løber for at holde mig i form og for ikke at blive alt for fed og cellulitisbefængt. Og så løb jeg altså et motionsløb her i weekenden – mit første i 15 år – for at se, hvilken tid jeg ville få på en 5′er. Og jeg er positivt overrasket.

Men sandheden er, at det ikke var særlig sjove 23 minutter og 22 sekunder. Jeg havde forventet at blive optændt af en hellig konkurrenceild, da løbet blev skudt i gang, og jeg havde forventet, at jeg ville kæmpe for hele tiden at overhale dem, der var foran, og at det ville være sjovt, at det var hårdt. Men det var det ikke.

Det var bare hårdt. Ikke andet. Benene var gode, men kondien var ikke rigtig med mig, og jeg pustede og stønnede samtlige 5 km. rundt endda i tiltagende lyd og styrke. Jeg havde fornemmelsen af, at det bare var mig, der blev overhalet hele tiden, og at jeg måtte være i virekelig dårlig form, når det nu var så hårdt bare at følge med og for det meste blive hægtet af. Og faktisk var jeg ligeglad med at overhale de andre. Jeg havde bare lyst til at lade dem løbe til helvede og tilbage igen, mens jeg så kunne trisse afsted i et mere behageligt tempo. Og fristelsen ved at bare at stoppe efter 3,5 km. var også ganske stor. Jeg skal ikke bevise noget for nogen, og at spæne afsted alt hvad jeg kan og så alligevel gang på gang blive overhalet – det er ikke rigtig sjovt. Det er bare for meget.

I bagspejlet er jeg så alligevel ganske stolt. Jeg er glad for min tid og samtidig overbevist om, at jeg kan gøre det hurtigere på en dag, der ikke er så fugtigvarm og på en rute, der ikke har så skarpe sving og er kuperet. Faktisk kunne det være lidt sjovt at se, om jeg kunne gøre det hurtigere. Denne gang blev jeg nr. 6 blandt kvinderne. Havde jeg kunne skære lige godt et minut af tiden, ville jeg være blevet 3′er.

Man glemmer hurtigt. Det er for meget, men samtidig er det også sjovt. Bare lidt sjovt.