Hænder på Vivaz

24. marts 2010

Jeg har fået fingrene i Sony Ericsson Vivaz. Ikke pro-udgaven, men standard. Ved første øjekast og håndtering konstaterer jeg:

  • Den vejer næsten ingenting
  • Den er mindre end jeg forventede (og sammenlignet med fx Sony Ericsson Xperia X10)
  • Den sorte udgave, jeg har, har et meget tyndt, skinnende, plastic-bagcover.

Jeg er ikke vild med det sorte, skinnende bagcover. Det minder mig om Nokia. Og det er bare ret så plasticagtigt.

Men når det så er sagt, så er jeg faktisk positiv over for Vivaz. Godt nok er den lille (-ish), men det betyder også, at den er i lommeformat. Kvindelommer, vel at mærke. Og den er ret tynd også, så det er vitterlig en, der kan ligge i en jeanslomme i modsætning til den ellers så tilbedte iPhone.

Jeg har aldrig rigtig haft en touch-telefon (G900 touch-hybriden tæller ikke), men testet et par stykker kortvarigt, og det har ikke været en succes. Men jeg har fundet mig godt til rette med Vivaz. Berøringen fungerer ok, men jeg er ikke blæst væk af begejstring, når jeg er vant til knapper, der altid responderer.

Og så kommer den med Symbian. Da jeg fandt ud af det, lagde det sig godt nok som en mørk sky over mine forventninger, for min oplevelse med symbian indtil nu, har været dræbende ventetider i menuerne, og tasks der hænger uden at blive udført. Men det ser ud til at virke på Vivaz.

Vivaz vs. X10

Jeg har kun meget kort haft fingrene i X10, men den var jeg alligevel noget mere imponeret over. Den kører på Android-platformen, og virker også hurtigere i menuerne og lidt mere touch-følsom. Men den er så bare markant større. Og tungere. Med mindre man vil have X10 Mini, men så midster man meget af funktionaliteten, og kunne lige så godt få en Vivaz.

Kompromiser, kompromiser. Jeg har endnu ikke besluttet mig.

Mens vi venter på Vivaz

17. februar 2010

Den er smuk, ja den er

Jeg er begyndt at drømme om Vivaz. Mobilen fra Sony Ericsson, der måske skal være min næste mobil. Vivaz pro skal i hvert fald testes – måske bliver det min første mobil med QWERTY.

Vivaz er smuk – jeg har set den live og haft i hænderne. Og Vivaz pro skulle efter sigende kun være 2 mm tykkere end Vivaz til trods for det fulde, udskydelige tastatur. Men den har nogle fejl ved første øjekast. Hvorfor beskytter man dog ikke kameralinsen? Kameraet i pro-udgaven er kun på 5 megapixel – en nedgradering fra de 8, jeg har i dag i C905. Det smerter. Den rene Vivaz (ikke pro) har også 8 megapixel, men intet QWERTY – det hjælper ikke.

Samtidig er jeg stadig usikker på, om touchskærme virkelig gør det for mig. Jeg er en praktisk person. Jeg har mobilen med overalt og skal hurtigt kunne skrive en besked – også når jeg lige sidder på en hest eller er ved at røre en kage sammen. Kan det egentlig lade sig gøre med touch/QWERTY?

Så jeg venter på Vivaz. I hvert fald på at teste Vivaz pro.

Sony Ericsson C905

5. maj 2009

Sony Ericsson C905

Sony Ericsson C905

Det startede så godt med min Sony Ericsson G900, men så endte det så skidt. Efter jeg modtog min Min Sony Ericsson G900 fra reparation 2. gang (to reparationer i træk), havde værkstedet installeret engelsk software, så jeg ikke kunne bruge min ordbog til at skrive (danske) beskeder med. Og de havde desuden ikke fikset fejlen. Jeg stod nu overfor at skulle sende mobilen til reparation for 3. gang i træk, og min arbejdsgiver forbarmede sig over mig og lod mig få en ny mobil.

Jeg tester netop nu Sony Ericsson C905. Jeg havde ellers  besluttet, at det var slut med mig og high-end-telefoner, der ikke giver andet en bøvl med langsomme menuer og en masse funktioner, der går i stykker. Næh, jeg ville have en C702 – håndværkermodellen – der stadig har rigtig gode specifikationer. Men jeg blev så alligevel lokket til at prøve C905, og nu er jeg fristet.

For den er lækker! Og den har et 8 megapixel kamera med en linse, der er beskyttet bag et mat metalcover. Kameraet har alt, hvad et almindelig digitalkamera fra Sony normalt har at byde på med smile detection, reduktion af røde øjne, billedstabilisator etc. Til gengæld kan man også geotagge pga. den indbyggede GPS. A-GPS og Wayfinder er også en del af positioneringsværtøjspakken.

Mediecenter, radio, kalender og adressebog fungerer som det skal. Kalenderen er dog en smule skuffende – den var faktisk bedre i G900, hvor der var indlagt nyere version, hvor C905 indeholder en kalender, der vist er identisk med den i K800i, som jeg husker det. Ikke meget nyt der; men det virker. Ellers fungerer alt, som det plejer – bare bedre. Når man fx åbner en kontakt i adressebogen, kan man ikke bare se telefonnummeret og et billede (hvis man indlægger et) – man får også personens fødselsdag markeret med en lille lagkage. Fjollet måske, men ikke desto mindre ganske nyttigt, hvis man ellers går op i at pleje sine relationer og huske at få sagt tillykke.

Forbindelsesmulighederne er naturligvis mange. Og bedst af alt: Der er wi-fi! Og bluetooth, naturligvis, og usb og diverse synkroniseringsmuligeder.

Jeg tror måske alligevel, at jeg venter med at gå back-to-basics og tager en sidste highend’er. C905 er i hvert fald et lokkende bud.

Byg din egen mobil

5. oktober 2008

Sjov, lille mobil. Ja, men lad mig selv vælge specifikationerne!

Sjov, lille mobil. Ja, men lad mig selv vælge specifikationerne!

Hvor bliver fremtiden af? Jeg spørger bare, for der er nogle helt indlysende funktioner, jeg ønsker mig inden for mobilbranchen.

Når jeg skal have en ny mobiltelefon, hvorfor er jeg så underlagt producenternes modeltyper og kombinationer af funktioner og design? Hvorfor kan jeg ikke bare selv bestemme? Når jeg skal have en ny mobil, vil jeg selv ind og definere, hvor mange pixels kameraet skal have, om der skal være Turbo 3G-forbindelse, mulighed for at udvidde hukommelsen (og med hvor meget), hvor mange farver skærmen skal have, om der skal være GPS, indbyggede spil, motionsprogrammer, særlige walkmanfunktioner osv. Dernæst vil jeg vælge interface-designet blandt de muligheder, producenten har. Og så vil jeg til sidst vælge mobilens design: Klaptelefon, slide, candybar etc. Jo dyrere og jo flere funktioner jeg vælger, jo dyrere bliver mobilen.

Det er jo ikke noget odiøst i ovenstående model. Jeg sammensætter blot min telefon af eksisterende komponenter. Hvorfor er det så ikke muligt? NikeId har eksisteret længe, hvor du selv kan designe din sko (og få nogle vildt syrede resultater :-D). Der er selvfølgelig et større arbejde i at funktionsdesigne en mobil end at overfladedesigne en sko, men alligevel. Kom ind i kampen!

G900 – I’m lovin’ it

9. september 2008

Jeg har fået ny mobil! Det er en af fordelene ved at arbejde i telebranchen: Man får ny mobil ofte, og man har nogenlunde styr på, hvilke modeller der er værd at få nallerne i.

Nu sidder jeg så med Sony Ericssons G900 (og nej, jeg får ikke penge fra hverken Sony Ericsson eller andre for den sags skyld), og den er bare en darling. Er man en sucker for lir, får man noget for pengene her. Både touchskærm og taster, post-it-funktion, lækker medie-afspiller, billedviser, Symbian og alt muligt andet. Åh…

G900 ser ikke ud af meget, men lad dig ikke snyde

G900 ser ikke ud af meget, men lad dig ikke snyde

Post-it-funktionen

Post-it-funktionen

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 78 other followers