Folk i toget

28. august 2008

I dag har jeg set og hørt folk i toget. Med to timeres s-togspendlen hver dag er det faktisk sjældent, jeg lægger mærke til mine medrejsende, da jeg oftest befinder mig i min egen, lille osteklokke. Men i dag så jeg folk.

Der var damen i 40′erne ved siden af mig, der havde sin taske i skødet. Jeg kunne se hjørnet af en frysepose nede i tasken, fra hvilken damen hev den ene chips efter den anden op og spiste. Det var som om, hun troede, at hvis både hun og vi andre ikke kunne se chipsposen, så ville hun nok ikke tage på, eller noget. Det var ellers lækre chips – bølgede Kims med havsalt, tror jeg. Mums. Skal man spise chips, skal man gøre det for alvor. Ikke skjult ud af en frysepose.

Og så var der de to indvandreknægte på en 14 år, der stod af på Nørrebro. De sad og snakkede om deres seksuelle eskapader, deres første gang, og hvordan de skulle tackle, at “når de har slikket ens, forventer de også, at man slikker deres” (hvortil svaret var “bare gør det ude i badet”). De talte lavmælt, men jeg kunne alligevel følge med i samtalen. Selvfølgelig var der noget pral i det også, men i bund og grund virkede det som om, at der sker en del blandt 14-årige på Nørrebro.

Og så var der de fire unge mænd af forskellig nationalitet, der snakkede engelsk, og sad og studerede et stort kort. De stod af i Lyngby. Et lille kort burde vist have kunnet klare det.

På stationen sad et par i slutningen af 20′erne/starten af 30′erne. Hun havde en baby i en sele på maven. Han var flippet klædt på en hippie-agtig-måde, og de så vældig økologiske ud.

Selv stod jeg af på Virum sammen med manden, der havde siddet og stirret på mig læse min bog.