Misundelig på en manisk mandsling

Hvis jeg skulle være en anden, ville jeg gerne være Ole Henriksen. I hvert fald bare lidt. Den der lille mand er bare super glad og aktiv altid, hvis man skal tro, hvad man kan se i tv og læse i bladene. Jeg ser ganske lidt tv (og læser endnu sjældnere blade), men jeg indrømmer, at jeg har set nogle af programmerne med Ole Henriksen, og efter en indledende skepsis er jeg overbevist om, at han er helt “for real”. Så “for real” som man nu kan være, når man er en slags hybrid af “The mad Hatter”, Tigerdyret, og “Lystig” fra de 7 små dværge.

Og så er jeg sikker på, at han er bare en smule manisk. Man kan simpelthen ikke fare rundt og være kendt og lækker i det tempo, uden at køre i et højere gear end normalspændet tillader.

Hvis jeg ser på mit eget liv, er jeg nået dertil, hvor det er for sent at sætte en film på kl. 23 – jeg får den aldrig set færdig. Jeg kan gå i seng kl. 22 og sove med det samme uden problemer. Jeg er blevet sindssygt dårlig til at small-talke, og ville ikke klare mig 10 minutter i Hollywood. Ikke at jeg aspirerer, forstås.

Nu har jeg læst, at der er andre, der også gerne vil være Ole Henriksen, og at han derfor får sit eget tv-program, hvor han skal gøre folk Ole Henriksen-lykkelige. Det er måske en tand for meget til mig. Jeg tager bare en ud-af-kroppen-oplevelse en dag, hvor Ole H lige er uopmærksom.