Trend: Rod bliver in!

18. oktober 2008

Jeg er død træt af minimalistisk, japansk-inspireret indretning eller “nordisk simple living” eller hvad det nu hedder, alle disse stilistiske levemåder hvor man smider alle sine ting ud og lever et tingsligt afholdsliv.

Overflod interesserer mig ikke, og jeg ser det ikke som noget mål at fylde sit hjem med fladskærme og møbler og ting. Nej, det handler nemlig om alle de ting, man akkumulerer i løbet af hverdagene i ens liv.

Efter jeg er flyttet sammen med min kæreste, har vi fx to af mange ting. Meget er også blevet smidt ud, men vi har stadig ting for to personer (ikke at forveksle med to personers ting) i en enkelt, lille lejlighed, der, før jeg flyttede ind, var helt fyldt op. Samtidig er jeg et rodehoved, så det er især mine papirer, mine gamle feriebilleder (fra dengang før man fik digitalkamera), mine hårelastikker og vanter og alt muligt andet, der ligger over det hele. Og jeg er vanvittig dårlig til at holde orden.

Hvorfor skal jeg så rende rundt og have dårlig samvittighed over mit rodeniveau? Måske fordi jeg kan se, at det irriterer min kæreste. Måske fordi jeg kan se, at mine veninder alle holder bedre orden end mig. Måske fordi jeg kan se, at trenden er minimalistisk, og ting, man ikke smider ud, er roden til alt ondt (har jeg læst).

Nu har jeg så lige læst, at det både er ok at rode, man at man også spår, at rod bliver in igen. Den tid sidder jeg så og venter på. Tiden, hvor det igen er ok at rode. Hvornår hvornår…?