En helt alindelig morgen

1. Jeg står op og tjekker som det første DSB website for at se, hvordan togdriften er.
2. DSB melder, at togene kører i 20 minutters drift, og at Bx er aflyst.
3. Går ned på Virum st., så jeg kan nå et tog 6:43 – som er de grå tider, togene skulle køre i.
4. Kl. 6.43 – intet tog, ingen information, minus 8 graders kulde
5. Kl. 6.53 – intet tog, ingen information, minus 8 graders kulde
6. Kl. 6.57 – intet tog, ingen information, minus 8 graders kulde
7. Kl. 6.58 – jeg forlader Virum station i uvished om S-togene overhovedet eksisterer længere, eller om denne lille del af Danmark endelig er sunket ned i et stort, sort, massivt hul, hvorfra ingen nogensinde kommer tilbage.
8. Kl. 7.07 – laver kaffe, tænder computeren, melder til mine kollegaer, at jeg arbejder hjemme.

En ud af utallige dage uden S-tog, uden information, i frysende kulde.

Jeg står ikke op kl. 6.05 for sjov. Jeg synes ikke, det er sjovt at stå ud af sengen iskolde vintermorgener, men jeg gør det, fordi jeg skal på arbejde. Jeg forlader mit hjem, før klokken er blevet 7 om morgenen, og det er ikke fordi, det er specielt hyggeligt. Når jeg så kommer ned på stationen, og DSB igen, uden varsel, hugger værdifuld tid – MIN tid -  så er det svært at være venlig stemt.

Een ting er, at togene ikke kører, men når man decideret opdaterer sit website en fredag morgen med den ændrede køreplan, burde man så ikke kunne forvente, at de i det mindste kunne overholde den? De har jo selv lige ændret den. Og burde man ikke kunne forvente, at når de så ikke overholder den ændrede plan, de selv lige har lavet, så ville man informere passagererne, der står og venter i 8 graders kulde?

DSB’s ulidelige inkompetence

DSB’s ulidelige og uendelige inkompetence stopper aldrig med at forbløffe mig. En mandag morgen, hvor der ingen varslingssms’er har været via DSBs eget varslingssystem om problemer på togdriften, oplever jeg så, at togene ikke bare kører i 20 minutters drift. De er også massivt forsinkede trods den såkaldte 20 minutters drift.

I ventetiden får vi at vide, at E-toget er aflyst, og at B-toget er eneste tog mellem Hillerød og byen. Jeg har derfor svært ved at tro mine egne øjne, da jeg ser, at det er et kort tog, der endelig triller ind på perronen. Et meget kort, meget fyldt tog.

Derfra går det kun nedad bakke. Efter kun få stationer er der fyldt helt op, og på hovedbanen kommer det til håndgemæng mellem en emsig passager og nogle påstigende passagerer med cykler. På Danshøj holder vi 7 minutter for at prøve at klemme alle ind, og på Glostrup 7 min. for at få alle ud.

Efter 1 time og 45 min er en mareridtsagtig togtur slut. Fuldstændig mast mellem de andre passagerer og med evige ventetider på hver station. Og jeg er endda kommet “hurtigt” frem. Flere af mine medpassagerer har ventet i over en time på bare at komme med et S-tog.

Men nu har jeg lært det: Ni ud af ti tog kører til tiden, og hvis de ikke kører, er det Banedanmarks skyld. Og priserne bliver sikkert sat op ved årsskiftet. Man kan jo ikke få tog til tiden uden at betale.

Det kører på skinner

En kort glæde

 

Efter en sommer uden tog fra Virum kunne jeg glæde mig over gratis kaffe og croissant den første dag, togene kørte igen. DSB-medarbejdere delte villigt ud, og jeg var svært tilfreds med, at jeg for een gang skyld følte, at jeg fik noget for pengene, som jeg betaler for min togbillet. Men det har været en stakket frist.

Der har været forsinkelser og aflyste tog 4 ud af 5 dage i denne uge. Torsdag var der sporskifteproblemer allerede kl. 6.45, og de var ikke løst, da jeg vendte snuden hjemad ved 17-tiden samme dag.

Hvad nytter det at lave nye skinner, når sporskiftene ikke fungerer? Og selv hvis sporskiftet virkede, så ville der ikke være lokoførere nok. Og hvis der så var lokoførere nok, ville problemet være, at der var blade på skinnerne. Eller sne og is. Eller solkurver. Eller nogle af de utallige andre ting, der forårsager evige forsinkelser og aflysninger hos DSB.

Vi er blevet lovet bedre og mere stabil togdrift med de nye skinner, men indtil videre er det den samme elendighed som altid. DSB har endda den frækhed at sige, at de har rekord i præcise tog.

Men hvor er alle de præcise tog? Eksisterer de i det parallelunivers, hvor chokoladekage slanker, hvor man altid taber sit rundstykke med smørsiden opad, og hvor høretelefonerne til iPoden aldrig vikler sig sammen nede i tasken? I så fald: Før mig venligst derhen. Nu.

Folk i toget

I dag har jeg set og hørt folk i toget. Med to timeres s-togspendlen hver dag er det faktisk sjældent, jeg lægger mærke til mine medrejsende, da jeg oftest befinder mig i min egen, lille osteklokke. Men i dag så jeg folk.

Der var damen i 40′erne ved siden af mig, der havde sin taske i skødet. Jeg kunne se hjørnet af en frysepose nede i tasken, fra hvilken damen hev den ene chips efter den anden op og spiste. Det var som om, hun troede, at hvis både hun og vi andre ikke kunne se chipsposen, så ville hun nok ikke tage på, eller noget. Det var ellers lækre chips – bølgede Kims med havsalt, tror jeg. Mums. Skal man spise chips, skal man gøre det for alvor. Ikke skjult ud af en frysepose.

Og så var der de to indvandreknægte på en 14 år, der stod af på Nørrebro. De sad og snakkede om deres seksuelle eskapader, deres første gang, og hvordan de skulle tackle, at “når de har slikket ens, forventer de også, at man slikker deres” (hvortil svaret var “bare gør det ude i badet”). De talte lavmælt, men jeg kunne alligevel følge med i samtalen. Selvfølgelig var der noget pral i det også, men i bund og grund virkede det som om, at der sker en del blandt 14-årige på Nørrebro.

Og så var der de fire unge mænd af forskellig nationalitet, der snakkede engelsk, og sad og studerede et stort kort. De stod af i Lyngby. Et lille kort burde vist have kunnet klare det.

På stationen sad et par i slutningen af 20′erne/starten af 30′erne. Hun havde en baby i en sele på maven. Han var flippet klædt på en hippie-agtig-måde, og de så vældig økologiske ud.

Selv stod jeg af på Virum sammen med manden, der havde siddet og stirret på mig læse min bog.