DSB’s ulidelige inkompetence

DSB’s ulidelige og uendelige inkompetence stopper aldrig med at forbløffe mig. En mandag morgen, hvor der ingen varslingssms’er har været via DSBs eget varslingssystem om problemer på togdriften, oplever jeg så, at togene ikke bare kører i 20 minutters drift. De er også massivt forsinkede trods den såkaldte 20 minutters drift.

I ventetiden får vi at vide, at E-toget er aflyst, og at B-toget er eneste tog mellem Hillerød og byen. Jeg har derfor svært ved at tro mine egne øjne, da jeg ser, at det er et kort tog, der endelig triller ind på perronen. Et meget kort, meget fyldt tog.

Derfra går det kun nedad bakke. Efter kun få stationer er der fyldt helt op, og på hovedbanen kommer det til håndgemæng mellem en emsig passager og nogle påstigende passagerer med cykler. På Danshøj holder vi 7 minutter for at prøve at klemme alle ind, og på Glostrup 7 min. for at få alle ud.

Efter 1 time og 45 min er en mareridtsagtig togtur slut. Fuldstændig mast mellem de andre passagerer og med evige ventetider på hver station. Og jeg er endda kommet “hurtigt” frem. Flere af mine medpassagerer har ventet i over en time på bare at komme med et S-tog.

Men nu har jeg lært det: Ni ud af ti tog kører til tiden, og hvis de ikke kører, er det Banedanmarks skyld. Og priserne bliver sikkert sat op ved årsskiftet. Man kan jo ikke få tog til tiden uden at betale.

Søndags blues

Jeg har haft The Søndags Blues. Jeg hadede altid søndage som barn (som de fleste nok har gjort), men det er dog blevet lidt bedre som voksen. Alligevel kan man nemt få the søndags blues, afløst af mandagstraume når vækkeuret ringer kl. 0615.

Nu er arbejdet jo ikke så slemt, når man først er kommet i gang, men alligevel sniger søndagsdepressionen ind over mig fra tid til anden. Det hjælper heller ikke, at det er vinter. Hvem har opfundet denne latterlige årstid, som man som menneske overhovedet ikke er indrettet til? Jeg fryser på mine fingre konstant (pånær når jeg har vanter på, men det kan jeg jo ikke have indendøre), og jeg fryser på min næse, og mine lår og især på mine balder. De er simpelthen så iskolde, uanset om jeg har siddet inden for de sidste mange timer.

Jeg er træt af frost, træt at smat, når det ikke er frost, træt af mørke og i særdeleshed træt af eksaminer, og job og alle mulige små-problemer, man ikke kan tillade sig at være rigtig træt af (for så er man ikke særlig overskudsagtig). Men det er bare pisse irriterende, når fisk, der skal rulles og dampes i en gryde, IKKE vil rulles og dampes, men bare ruller rundt og ud og laver deres egne formationer. Latterlige, uafhængighedskrævende fisk, der selv i døden gør nar af mig. Så kan de bare komme i kogende hvidvin og fiskebouillon, kan de. Så kan de lære det. Latterlige bæster.

Og skoldhed te, man hælder i skødet i stedet for i munden, og tiden der går, mens man bare laver overspringshandlinger og intet får ud af sit liv. Og lorte sport i radion. HVEM er de idioter, der gider høre SPORT i radioen? Og hvorfor skal de sende så meget sport? Hvorfor? Hvorfor? Er verden blevet gal??

Nuvel. Jeg vil surmule for mig selv. Nej, jeg vil gå i seng og bare vente på at tiden går. Egentlig gad jeg helst ligge i ske med min kæreste, til det bliver forår, men det er som om, at ikke engang et så simpelt ønske, kan lade sig gøre.

Vinter er en skodårstid.

Kat på et varmt gulv

Nu er vintertiden over os med regn, mørke og ikke mindst havemøbler, der skal ind, og ure, der skal tilbage. I en kold lejlighed har katten fundet det eneste sted, der er værd at opholde sig: på badeværelset, der har har varme i gulvet.

Kat på et varmt gulv - hvor ellers?