Kære Herlev

Først og fremmest tak fordi I redder liv og hjælper mennesker og alt muligt. Det er dejligt, at vi har et sundhedssystem i Danmark, ingen tvivl om det.

Men det ligger også lidt i kortene, at selvom jeg i mit ellers ikke så lange arbejdsliv har betalt overraskende mange hundredetusinder af kroner i skat, så skal jeg ikke forvente og forlange alt for meget af sundhedssystemet, ligesom jeg heller ikke kan forvente alverden af universiteterne og de andre institutioner, der lever på almisser fra skatteborgerne. Det er jo ikke nogen gavebod. Det er forstået.

Derfor har jeg også levet med, at jeg fx har haft ganske få undervisningstimer på humanistisk fakultet (og der er efterfølgende kun blevet færre, så faktisk skal jeg bare være taknemlig for, at jeg overhovedet fik undervisning), og jeg forstår også godt, at når jeg kommer på Herlev, så er det altså ikke et privathospital men en fabrik, hvor man undersøger og helbreder mennesker på samlebånd. Det er også alt sammen ok med mig.

Men når det så er sagt, hvorfor skal I så være sådan nogle totale idioter, når det kommer til de her samlebåndundersøgelser?

Jeg har rendt hos jer et utal af gange for at få taget evindelige celleprøver og biopsier fra livmoderhalsen, og det er i sig selv ikke nogen fest. Jeg kan godt leve med, at det er en ny læge hver gang, hvis det ellers var et kompetent og flinkt menneske. Men her knækker filmen. Lægerne står i skærende kontrast til de sympatiske sygeplejersker, der har gjort alt, hvad de kunne, for at give mig en så god oplevelse som muligt. Men deres arbejde bliver fuldstændig obstrueret af travle, usympatiske læger, der haster undersøgelserne igennem. Jeg tror, det var sidste læge, jeg var hos, der råbte mig op i hovedet, at jeg skulle slappe af. Ja, råbte. Ret skal være ret: Enkelte læger har jeg været glad for. Enkelte. Jeg tror der var to.

Jeg havde ingen problemer med gynækologiske undersøgelser, før jeg kom til jer. Efter at have været igennem 6-8 stykker på Herlev, har jeg netop oplevet at gå i total panik og bryde fuldstændig sammen hos en privat gynækolog til en ellers harmløs undersøgelse. Overreaktion? Det tror jeg nok. Og pinligt? Også det. Men det er, hvad der sker, når ens krop får flashback til tidligere undersøgelser og fuldstændig overtager kontrollen, mens ens intellekt bliver parkeret et eller andet sted uden for rækkevidde. Det havde de prøvet før på klinikken og vidste, hvad det handlede om. Det er ikke bare mig.

Jeg forventer ikke andet end samlebåndsarbejde på hospitalerne. Men jeg forventer et mål af empati og forståelse – i særdeleshed, når det er jer selv, der fucker patienterne mentalt op.

Jeg håber, at jeg aldrig nogensinde skal frekventere jeres hospital igen.

Venlig hilsen

Dengang jeg blev usynlig og savnede godzilla

Jeg skal giftes. Fordi min kæreste spurgte mig, og fordi det er uhøfligt at sige nej, når man nu elsker manden og man sådan set har forestillet sig at leve sammen længe under alle omstændigheder.

Og det var der, at jeg så stod og skulle bruge en kjole. Og dér, at jeg opdagede, at jeg var blevet usynlig.

På jagt efter en kjole havde jeg nemlig vovet mig ind i adskillige københavnske butikker med bryllups- og festtøj. Ingen nævnt, ingen glemt, men you know them all.

Kigget og ventet og forestillet mig, at der nok ville komme en, der kunne hjælpe mig hen til de korte, pæne kjoler, der ikke var hvide. Eller som kunne sige, at jeg måske skulle booke tid, så de havde tid til at ekspedere mig. Eller måske bare sendt sådan et køligt butiks-nik, da jeg kom ind i geschäften. Men det skete ikke. Jeg var helt og aldeles usynlig.

Med usynlighedskappen ufrivilligt på 

Jeg har aldrig været så gennemsigtig i mit liv, og mens ekspedienterne har set lige igennem mig,  har jeg måttet vandre ud af adskillige butikker med uforrettet sag.

Så undrer man sig over, om man forvekslede jakken med usynlighedskappen, da man gik hjemmefra, eller om man var kommet til at snitte den der “gør mig usynlig straks”-knap på vej ind i butikken.

Godzilla-ize me!

Sagen er, at jeg ganske givet ikke har haft den rigtige selvhøjtidelige brudeattitude, og jeg havde heller ikke hoffet af fnisepiger og mødre med til at glo på mig hoppe ud og ind af stof i timevis. Min manglende bridezilla gjorde det åbenbart umuligt for butikspersonalet at tro på, at jeg faktisk havde i sinde at betale en klækkelig sum penge for en kjole, og ud måtte jeg gå, mens jeg drømte om godzillatænder og lidt mere hærge-attitude for i det mindste at blive upopulær i stedet for bare usynlig.

Ja, lige her er gratis reklame

Og så er det nu, at jeg gerne vil uddele et styk helt og aldeles gratis reklame for den butik, der så mig og mine behov, og hjalp mig venligt og kompetent igennem kjolekøbet – til trods for hærgende bridezillas andetsteds i lokalet.

Med denne blogs sparsomme læsertal og reklamefrihed, er det vist åbenlyst for enhver, at der ikke er penge involveret, når jeg her lige om et splitsekund vil sende en lille smule skamros ud i cyberspace.

Tak til kyndig og venlig vejledning hos Casa Lezar, hvor personalet, ud over ikke at være blinde, også havde den fordel, at de rådede over et rigt udvalg af spændende ikke-standard-kjoler, var fleksible og villige til at gøre en indsats for, at det hele ender som det skal, så jeg ikke skal giftes nøgen.

Og alt det bedste til alle bridezillas. Vi ses on the flip side, når jeg har groet 50 cm spydspidser i munden og er klar til bide jer midt over, næste gang jeg skal have en fucking festkjole (ikke at forveksle med ny brudekjole. Her stopper festen nemlig).

Iværksætterne – og alle os andre

Der findes grundlæggende to slags mennesker: Iværksætterne og alle os andre. Blandt alle os andre er vi mange, der mere eller mindre hemmeligt drømme om selvstændighed, fod under eget bord, om at sætte skibe i søen og se egne projekter gro. Men de fleste af os i den kategori kommer aldrig gennem portalen til det forjættede iværksætterland. Vi har det simpelthen ikke i os.

Nogle af os, skal måske bare tage os sammen, få fingeren ud og sætte i gang i stedet for konstant at undskylde os ud af, hvorfor vi ikke allerede er startet. Men måske skal andre af os også bare erkende, at iværksætteri ikke er for alle men for de få, der formår at kombinere energi, engagement med en gigantisk portion næse for business. Og dem er der ikke så mange af. Claus Meyer er eksemplet på superiværksætteren, der blæser derudaf med nye projekter og produkter i et tempo, hvor andre ikke har en kinamands chance for at følge med. Well done, Meyer. Vi andre kigger misundeligt på.

Eller. Måske faktisk ikke SÅ misundeligt. Som datter af en iværksætter og selvstædig ved jeg alt for godt, hvad iværksætteri indebærer af savn og økonomisk risiko. En risikovillighed, jeg ikke besidder. Lige nu i hvert fald.

Når jeg som 35-årig ikke er selvstædig og kører mit eget løb, er det ikke fordi, jeg er uden evner. Men jeg har ikke iværksætteren i mig. Ellers havde jeg været ude over stepperne for længst.

Det er en kamel at sluge for mange, at de faktisk _ikke_ har en Claus Meyer i maven, som bare ikke er brudt ud endnu. Fulde af undskyldninger siger de, at det også bare er fordi, familien er afhængige af dem, eller at de ikke lige har haft tid/overskud/økonomi til at starte noget op. Men indse det nu bare, du drømmer: Du har det bare ikke i dig! Lev med det, og brug energien på det, du faktisk er god til.

Du bliver heller aldrig rockstjerne. Så er det sagt.

For klog til Twilight?

Twilight. Stephenie Meyers kommercielle monstersucces om pigen Bella og vampyren Edward, som alle voksne elsker at hade. Teens og tweens verden over elsker dem, mens de fleste voksne kan blive enige om, at det er noget bras. Fem typer, der hader Twilight ridser rimelig præcist (for en gossip-klumme) op, hvorfor litteraturfolket, vampyrelskerne, ateisterne, feministerne og mandesagsforkæmperne hader Twilightsagaen. Meget kloge folk der.

Men det er en håbløs debat. Hvorfor? Fordi alle disse kloge-åger er helt gal på den. Litteraturfolket har ingen grund til at hade Twilight. “Overpompøst sprog og langtrukkent plot” – i forhold til hvad? Bram Strokers på alle måder udødelige værk? Jammen, det er jo slet ikke referencerammen her. Twilight er ikke stor litteratur i klassisk forstand, og har aldrig givet sig ud for at være det. Meyers er ikke en wannabe-Stroker, og ingen ville fx vurdere en børnebogsforfatter op imod forfattere som Dickens eller Rushdie. Præmissen for Meyers bøger er en anden. Det er teen-lit, og skal behandles som sådan.

Og vampyrelskerne – de skal måske lige stikke piben ind. Hvem i denne verden har fået patent på “de rigtige vampyrer”? Det er mytiske figurer. Den ene slags kan være lige så god som den anden. Jeg har læst det hele. Stroker, Meyers, Rice, Harris etc. Der er ikke rigtige og forkerte vampyrer. Hver forfatter bygger sit eget univers op – og de fungerer godt på hver deres måde. Hvis Rice mener, at hendes vampyrer vil se ned på Edward og co, så går hun måske lige lovlig meget op i sit fiktive univers.

Ateisterne trækker mormonske værdier ned over hele molevitten og mener, det er propaganda. Det kan de så gøre med millioner af andre bøger, men helt grundlæggende mangler jeg bevis for, at bøger som Twilight får teens til at ændre adfærd og pludselig afstå sex før ægteskabet. Kan man se det ske? Nej, overhovedet ikke. Kristne værdier eller ej – Twiligt kommer ikke til at ændre unges sexvaner eller moralbegreber. Så er det sagt.

Feministernes anke, at “Twilight handler om en pige, der er så forgabt i en dreng, at hun slet ikke kan fungere efter, at han slår op med hende” må man også le af. Har feministerne glemt, hvordan det er at være 17 år? Man kan ikke fungere ovenpå et knust hjerte. Det kan man ret beset ikke i nogen alder, men slet ikke, hvis man er under 20. Feministerne hiver ligesom litteraturfolket teen-elementet ud af bogen i deres analyse og overser desuden, at Bella faktisk er ret handlekraftig i flere situationer og ikke bare en push-over.

Mandesagsforkæmperne orker jeg slet ikke at diskutere med. Hvis de nu igen får mindreværdskomplekser – denne gang over et paranormalt væsen – så er der jo ikke noget at stille op. Det er et håbløst tilfælde.

Twilight – læst og forstået

Man skal læse Twilightsagaen for det, den er. Først og fremmest en bog til teenagepiger, fordi Meyers forstår at beskrive præcist, hvordan det er at være 17 år. Vampyrkontekst eller ej. Som voksen kan jeg læse bøgerne og få et syret flashback til min egen ungdom og de tanker og følelser, der prægede en tid, hvor alt på den ene side er sort/hvidt, og på den anden side ekstremt kompliceret.

Meyers forstår sin målgruppe og forstår at give voksne læsere som mig en tur i tidsmaskinen. Man kan latterliggøre det, kritisere formen, og trække et sæt af normer, værdier og moralbegreber ned over det hele og hade det også. Og jeg meta-kritiserer. Meget akademisk alt sammen. Men se på salgstallene, og vis mig beviser for alt det dårlige, der skulle være kommet ud af bøgerne  i  forhold til værdisæt og påvirkning af ungdommen nu til dags. Og prøv så lige at få jeres indre snob i snor og slap af. Gider du ikke læse bøgerne, så lad være. Så let er det.

Lykke kommer i en kasse

Kat elsker også fiskekassen

Jeg elsker fredag. Ikke bare fordi det er en skøn start på weekenden, men også fordi det er kassedag. Som mangeårig abonnent på Skagenfoods kasser, elsker jeg fredagen mindst lige så meget, fordi det er vores fiskefredag, hvor vi holder FikseFredagsFest. Bare for os i husstanden. Der er ingen grund til at skamrose Skagenfoods produkt, selvom det ville være det nemmeste i verden. Men at få fisken leveret til døren, og så på en fredag hvor vi bruger den til at markere weekendens begyndelse med alt, hvad det indebærer af god mad – og tid til mad – det er himmelsk.

Det samme gælder Aarstidernes kasser. Utroligt, som man kan blive begejstret over sin trækasse fyldt med gode sager. Den står der og ligner en invitation til en god weekend. Og det er det, den er.

Der er en lille smule julestemning over de ugentlige kasser. Gaver leveret til døren. Forventningens glæde. Selv som abonnent på X’ne år, bliver jeg stadig begejstret over synet af kasser, leveret til min dør. Jeg elsker indholdet, og jeg elsker det faktum, at jeg ikke selv har været nede og handle. Det hele er fikset for mig. Fikset fisk – helt nemt. En lille smule lykke. Hver uge. What bliss. Du skønne internetalder, hvor alt kan bestilles på nettet. Jeg elsker dig.

Kat er mere forbeholden over for grøntkassen

Hestepraksis

A-m: Hesten prøvede fandme at smide mig af igen i dag.

J: Er det ikke bare sådan noget heste gør?

A-m: Tjo, det kan man vel godt sige…

Jeg har hjemme i Pippi-land

Nu er det ikke fordi, jeg skal sidde og disse Danmark, mit eget land. Her er såmænd ganske skønt. Men helt ærlig – Sverige er bare federe. Der finder man:

• Store skove, hvor man ikke møder en sjæl på en flere timers vandretur
• Elge
• Kanelboller
• Sluprekaffe
• Lösgodis til spotpris
• Yndige træhuse
• Masser af plads
• Biler uden giga-afgifter

Modsat fædrelandet, hvor man finder:

• Gåsegang med alle de andre på stierne i de nyfriserede skove
• Kronhjorte i dyrehaven (i bedste fald)
• Tørre teboller
• Fancy kaffe, man kun kan klare een kop af
• Haribo til overpris
• Kedelige parceller
• Lidt plads, der til gengæld er rigtig dyr
• Biler til over-overpris

Jeg ved det godt. Græsset er altid grønnere og alt det. Men kæmpeskove, elge, lösgodis, kanelboller og afgitfsfrie biler – what’s not to love?

Hjemmelavede kanelboller. Næsten som at være der selv. Og så alligevel slet slet ikke...

The creeps

–    Hun giver mig the creeps!
–    Hvem?
–    Hende damen. Hun står altid på vejen. Går eller står. Og stirrer.
–    På hvad? På hvem?
–    Det ved jeg sgu da ikke. Hun stirrer bare. På mig vel.
–    Hvorfor skulle hun stirre på dig?
–    Det ved jeg ikke. Det er derfor, det er creepy.
–    Altså, gør hun noget? Andet end at stå?
–    Nej, men det er da fucking mærkeligt. Hun står der, også når jeg kommer sent hjem. Så står hun midt på villavejen. Hun går lidt, og så står hun stille, når jeg nærmer mig på cykel. Jeg ved ikke, hvor jeg skal kigge hen.
–    Kan du ikke bare være ligeglad? Så længe hun ikke gør noget?
–    Jo, det prøver jeg også. Men hun giver mig stadig the creeps. Hun har denne her lange frakke, gigantiske briller, og så har hun sådan nogle luffer på om vinteren. Armene hænger altid ned ad siden. Og hun ser sådan lidt drømmende ud. Og så ser det altid ud som om, hun har overskæg.
–    Overskæg?
–    Ja, altså. Ikke sådan et kæmpe moustache. Bare sådan nogle lange hår i ansigtet, som nogle gamle damer har.
–    Er hun gammel?
–    Det ved jeg ikke. Jeg prøver ikke at kigge.
–    Ok. Nå men. Der er vel ikke lige noget at gøre ved det, er der?
–    Nej.

Fedtede køkkenlåger, bedstemødre og et hjem uden klaver

Man skal ikke gøre rent, man skal holde rent, sagde min venindes bedstemor. Sådan blev hun i hvert fald citeret af min veninde, hvis vi kom til at snakke om den forestående og uundgåelige rengøring.

At holde rent hører til hos en generation af kvinder, hvis selvrespekt til en vis grad lå i hjemmet. Hvor man ikke behøvede at komme fra et hjem med klaver for at have et propert hjem uden kalkrender i vasken, fedtede køkkenlåger og sand i entreen. En generation af kvinder, der stod tidligt op og sled og slæbte hele dagen – både før og efter de kom ud på arbejdsmarkedet.

Nu her, flere generationer efter, suser jeg så rundt lørdag formiddag og kan glemme alt om renholdning. Det her er seriøs rengøring, hvor støv og kattehår skovles ud i anseelige mængder, hvor kalken skal angribes med benhårde metoder for ikke at få overtaget, og hvor man kunne tage sigende “før” og “efter”-billeder, for at bevise lejlighedens forvandling. En forvandling datidens kvinder aldrig ville opleve, da de propre hjem aldrig kom ud over den støvgrænse, som mit ligger under.

Og køkkenlågerne – dem gemmer jeg et par uger endnu.

Den bedst bevarede hemmelighed

Staten gemmer på en hemmelighed. Men nu kender jeg den også. Den er spændende, underholdende og næsten for utrolig til at være sand.

I al hemmelighed har man gjort film og musik frit tilgængeligt på nettet helt gratis. Lovligt. Man har bare valgt ikke at sige det til nogen. Det gælder om at kende nogen, der kender hemmeligheden, før man kan blive indviet. Når man endelig har skabt et fedt tilbud, må man endelig ikke sige det til nogen! Offentlige tilbud kunne ende med at blive populære. Og guderne skal vide, at vi ikke har brug for at give folk en god følelse af at betale skat.

Filmstribem

Det handler om filmstriben.dk hvor du kan se film kvit og frit på nettet. Du kan se 8 film pr. måned pr. lånerregistrering. For jo, du skal have besøgt biblioteket den enkelte gang for at få en pinkode til at gå med dit cpr-nummer, men så er du i gang. Er der flere end dig i husstanden har i x antal gange 8 film på måned. Sweet.

BibZoom

Og så er der bibzoom.dk der giver dig frit, streamet musik. Jeg citerer:

BibZoom.dk Streaming er din mulighed for at streame musik. Musikken leveres som en service fra dit bibliotek og er en naturlig del af dit biblioteks digitale services. Du kan streame musikken til din egen computer eller dit mobile device døgnet rundt, året rundt.

Smukt. Og jeg sender en venlig tanke til de danske biblioteker og hele biblioteksvæsnet.

Det giver god mening, at man kan låne digitalt, når man nu altid har kunnet få lov til at låne, hvis man bevægede sit korpus ned på biblioteket. Men hvorfor skal det være så hemmeligt?

Det her er da fantastisk. Fri film og musik. Inden for nogle begrænsede rammer, bevares. Men alt bliver stillet til rådighed med tilladelse fra dem, der kan give den.

Lad din indre pirat få en pause og prøv at snuse den friske duft af lovlig musik. Mmmmm